Arbejdsgiverne har kun haft en kat med i sækken

De offentligt ansattes krav er ikke realistiske. Sådan har budskabet lydt fra de offentlige arbejdsgivere i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Men stiller man lønmodtagerorganisationernes ønsker over for arbejdsgiversidens tilbud, tegner der sig et helt andet billede.

Det bliver blandt andet tydeligt, når det gælder om at imødekomme lærernes ønske om at få en overenskomstaftalt arbejdstidsaftale. Men også når det gælder løn, er det på ingen svimlende, hvad arbejdsgiverne har med til forhandlingsbordet.

Godt tilfreds med Lov 409

Arbejdsgiverne siger rent ud, at de er vældig godt tilfredse med lov 409 og ikke har behov for ændringer.

På lønmodtagersiden har vi ellers meget klart meddelt, at vi ikke kan fortsætte med at arbejde under Lov 409. Vi har sagt, at vi ønsker en aftale, der understøtter lærernes professionelle arbejde, og som samtidig ikke er ringere, end det som gælder for øvrige offentligt ansatte.

I offentligheden har arbejdsgiverne forsøgt at udstille lærerne, som en rigid faggruppe, der ønsker sig tilbage til arbejdstidsaftalen fra før 2013. Det tror jeg bestemt, mange lærere gerne så. Men faktum er, at det på intet tidspunkt har været et af vore krav ved overenskomstforhandlingerne.

Har afvist hvert et udspil

Vores udspil om en professionsaftale blev allerede afvist i de indledende forhandlinger af arbejdsgiverne. Og dermed pegede arbejdsgiverne sådan set selv på en normaliseringsaftale.

Efter at professionsaftalen blev affejet, er det så også en normalisering af arbejdstiden for lærerne, vi har forsøgt at gå videre med. Vi har fundet andre normaliseringsaftaler, som allerede fungerer på det offentlige arbejdsmarked, og foreslået dem til at arbejdsgiverne.

De er alle blevet afvist med henvisning til, at de ikke vil kunne fungere i skoleverdenen. Det har jeg nu meget svært at forstå! Dels kan man få både forsvar og politi til at fungere under den form for arbejdstidsaftale, dels var det jo arbejdsgiverne selv, der tilbage i 2013 foreslog og ønskede en normalisering.

Vores imødekommenhed stoppede dog ikke her. Vi har endda tilkendegivet over for arbejdsgiverne, at hvis der var dele af en sådan normaliseringsaftale, som de ikke kunne se fungere på en skole, så ville vi gerne se på, om de dele kunne tilpasses.

Ikke engang det har arbejdsgiverne ønsket at indgå i forhandlinger om! Og dermed har vi med stor ærgrelse måttet konstatere, at arbejdsgiverne grundlæggende ikke ønsker at flytte sig fra de arbejdstidsregler, som lovgiverne i Folketinget i 2013 forærede dem.

Vi skal have fremgang i realløn

Også når det gælder lønnen, er det mildest talt begrænset, hvad arbejdsgiverne har haft med til forhandlingsbordet. Først efter længere tids hårdt pres havde de overhovedet en lønpose med. Og da vi omsider fik lov at se indholdet af den, var der ikke meget lønfest at få øje på. Tværtimod lagde arbejdsgiverne op til, at vi – igen, igen – skal sakke bagud i forhold til vores kolleger på det private område.

Det afgørende for os er her, at vi får en udvikling i reallønnen, som svarer til de privatansattes. Det sikrer hverken tilbuddene fra de statslige eller kommunale arbejdsgivere.

Som en del af deres tilbud var der endda krav om blandt andet forringelser af arbejdstidsreglerne.

Vi kan ikke stramme lønskruen hårdere

Arbejdsgiverne har tilbudt lønstigninger. Men slet ikke tilstrækkelige, så det matcher lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

For det første skal man se vores krav i lyset af den pris- og lønudvikling, der generelt ventes i Danmark. Det Økonomiske Råd, der er regeringens eget rådgivende organ, skønner eksempelvis, at den private lønstigning vil ligge på 8,2 procent over en treårig periode. Og det er netop, hvad vi kræver.

For det andet skal man huske på, at de offentligt ansatte lønmodtagere har vist mådeholdenhed, når det gælder løn, ved de seneste tre overenskomstforhandlinger siden finanskrisen brød ud.

Derfor er vores krav på ingen måde urimeligt, endsige grådigt. Og derfor er det heller ikke os, der skal sænke vores krav, men arbejdsgiverne der skal komme os i møde. Vi lønmodtagere kan nemlig ikke stramme lønskruen hårdere.