Fælles OK24-forlig for kommunalt ansatte er faldet på plads

Der er lagt op til lønstigninger allerede i år på 5,74 procent. Desuden indeholder aftalen en pulje penge, som Uddannelsesforbundet og LC skal forhandle på plads med KL.

OK24-forliget, som blev præsenteret lørdag, omfatter alle kommunalt ansatte. I Uddannelsesforbundet er det ungdomsskolelærere, lærere på kommunale sprogcentre og vejledere i kommunernes beskæftigelsesindsats. Det er de generelle lønstigninger og vilkår for alle kommunalt ansatte faggrupper, der er indgået aftale om, og forliget kommer til at koste kommunerne 8,8 procent mere end de nuværende overenskomster. Uddannelsesforbundet er fortsat i gang med at forhandle de særlige vilkår, der skal gælde for forbundets medlemmer i de nye kommunale overenskomster.

Forliget gælder for to år. Samlet set er der aftalt generelle lønstigninger på 6,51 procent over de næste to år inklusiv forventede stigninger fra reguleringsordningen mellem offentlige og private lønninger.

Den 1. april i år er der aftalt en lønstigning på 4 procent, og 1. oktober er der skønnet en stigning på 1,74 fra reguleringsordningen. Desuden er der aftalt en lønpulje til brug fra 1. april 2025. Uddannelsesforbundet skal i de kommende uger aftale med arbejdsgiverne, hvordan puljen skal bruges.

I efteråret 2025 har forligspartnere aftalt at forhandle igen for at sikre en balance mellem den offentlige og private lønudvikling.

- Den lønstigning, som er aftalt allerede 1. april i år, er et vigtigt element i denne aftale. Der udestår fortsat en aftale om den pulje vi har til forhandling specifikt for vores medlemmer – derfor vil der komme yderligere resultater, siger Uddannelsesforbundets formand Hanne Pontoppidan.

OK24-forlig indeholder mere end løn

I det nye forlig er der også aftalt andre forbedringer for de ansatte i kommunerne. Forbedringerne er blandt andet i forhold til:
- barsel og forældreorlov
- ny mulighed for at spare afspadsering og den sjette ferieuge op over tre år til brug på et senere tidspunkt
- pensionister, der ansættes igen, efter de er gået på pension, bliver omfattet af overenskomsten

Der skal tages stilling senere

I de kommende uger skal Uddannelsesforbundet til forhandlingsbordet for at forhandle de særlige krav, der er til forbundets kommunale overenskomster.

Når alle de kommunale organisationers forhandlinger er afsluttet, skal medlemmerne tage stilling til resultatet ved en urafstemning. Den forventes at foregå i slutningen af marts og begyndelsen af april.

Alle medlemmer, der er ansat på en kommunal overenskomst, får mulighed for at stemme.

Følg forhandlingerne

Du kan følge de kommunale OK24-forhandlinger her.