Konflikt eller resultat lurer lige om hjørnet

Forenklet sagt har forhandlerne otte dage at løbe på, før de enten skal give hinanden hånden og sætte deres underskrifter ved nye overenskomster for de offentligt ansatte eller erkende, at de ikke kan nå til enighed – med en konflikt til følge.

Bliver der en konflikt mellem de offentligt ansatte og deres arbejdsgivere, kan den allerede starte 1. april.

Om det bliver til en ny overenskomstaftale for de kommunalt, regionalt og statslige ansatte, som parterne er lykkedes med selv at komme frem til, ved ingen på nuværende tidspunkt. Men at forhandlingsklimaet ved årets overenskomstforhandlinger er usædvanligt anspændt, er der omvendt ikke meget tvivl om.

Spørgsmålet er, hvordan det er kommet så vidt. Her er der selvfølgelig mange faktorer, der spiller ind. Og svaret afhænger naturligt nok af, hvem man spørger.

Rigide lærere

Hvis man starter med arbejdsgivernes udlægning, er det ved enkelte lejligheder indirekte blevet antydet, at det er lønmodtagernes forhandlere, der ikke er villige til at nærme sig en aftale.

Tirsdag i sidste uge kunne TV-Avisen berette, at Kommunernes Landsforening (KL) for slukkede kameraer havde givet udtryk for, at man havde fået den opfattelse, at lærerne alene ønsker sig tilbage til de regler for arbejdstid, der gjaldt før lovindgrebet i 2013.

En lignende karakteristik af alle lønmodtagerorganisationerne som rigid modpart kom søndag direkte fra statens chefforhandler, minister for offentlig innovation Sophie Løhde:

- Vi har flyttet os på en række dagsordener, og derfor er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at forhandlingerne ikke har rykket sig mere på den anden side af bordet, skrev hun på Twitter.

Nok er nok

Spørger man lønmodtagerorganisationerne, er problemet, at KL og Moderniseringsstyrelsen – der hører under Finansministeriet og har Sophie Løhde i spidsen – ikke har respekt for de normale spilleregler for overenskomstforhandlinger og den danske model.

Allerede i december sendte CFU og Forhandlingsfællesskabet, der henholdsvis repræsenterer ansatte på det statslige og det kommunale og regionale område, et fælles brev til de offentlige arbejdsgivere om, at der skal være fair, frie og reelle drøftelser om arbejdstid for lærerne.

Baggrunden var, at man mener, at Finansministeriet og KL i 2013 simpelthen fuldstændigt tilsidesatte traditionen om, at det er arbejdsmarkedets parter, der helt og alene aftaler overenskomsterne. Ofrene blev lærerne, som fik hevet en aftale om arbejdstid ned over hovedet ved lov, for at den daværende regering kunne finansiere sin reform af folkeskolen.

Og nu i 2018 ser CFU og Forhandlingsfællesskabet en risiko for, at også andre offentligt ansatte skal igennem en lignende vridemaskine, for at staten og kommunerne kan finansiere sine udgifter.

- Vi har nået smertegrænsen. Nok er nok. Vi kan og vil ikke acceptere flere forringelser, slog de statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, fast i en pressemeddelelse i forbindelse med brevet.

To kasketter

Når Finansministeriet skal gøre sit husholdningsregnskab for Danmark op, er der groft sagt to knapper, det kan skrue på, hvis man vil finansiere den øgede efterspørgsel efter offentlige goder.

Enten kan man hæve indtægterne i form af skatter eller spare via reformer af eksempelvis efterløn, dagpenge og kontanthjælp. Det har skiftende regeringer gjort det seneste årti, men den folkelig opbakning til yderligere stramninger lader til at være begrænset. Eller man kan sænke udgifterne til de offentligt ansatte.

Ifølge postdoc ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl er der dog en interessekonflikt i, at Finansministeriet både har rollen som arbejdsgiver og samtidig er sat i verden for at holde de offentlige udgifter nede.

- Mange af de ting, som sker fra arbejdsgiversiden, rimer ikke meget på fællesløsninger. Omvendt ser arbejdsgiversiden sig nødsaget til at se på, hvor der kan findes besparelser i løn og arbejdsvilkår, som udgør to tredjedele af de offentlige udgifter, slog han fast i Uddannelsesbladet forud for de aktuelle overenskomstforhandlinger.

Tre knaster

Der er i alt tre store knaster mellem lønmodtagerorganisationerne og de offentlige arbejdsgivere. Det drejer sig – ud over lærerens arbejdstid – om løn og betalt frokostpause.

Især de to sidstnævnte er interessante i forhold til Finansministeriets rolle som Danmarks kassemester. Her er der nemlig væsentlige besparelser at finde.

Når det gælder lønnen, er parterne grundlæggende helt uenige om, hvordan de offentligt ansattes løn skal udvikle sig i forhold til medarbejdere i den private sektor.

Finansministeriet skønner, at de statsansattes løn ligger 1,6 procent højere end i den private sektor i perioden siden 2008 og frem til, at den nuværende overenskomstperiode udløber ved udgangen af marts 2018. Kommunerne og regionerne skønner, at forskellen i lønudviklingen siden 2008 er henholdsvis 2,4 og 1,1 procent i forhold til det private arbejdsmarked, skrev Finansministeriet i en pressemeddelelse i december.

Omvendt peger lønmodtagerorganisationerne på, at deres kolleger på det private område i deres overenskomstforhandlinger sidste år oplevede et lønløft. Desuden fremhæver lønmodtagerorganisationerne, at der er et generelt opsving i den danske økonomi, som vil medføre stigninger i forbrugerpriserne. Og dertil skal lægges, at Finansministeriet valg af årstal i statistikken for lønudviklingen er misvisende, understreger lønmodtagerorganisationerne.

Også den anden knast har betydning for Finansministeriets regnskab. Inddrages de offentligt ansattes betalte frokostpause, vil det svare til, at arbejdstiden øges fra 37 til 39,5 timer om ugen – hvilket igen svarer til en stigning i arbejdstiden på cirka syv procent uden kompensation.

Ifølge Flemming Vinther er Moderniseringsstyrelsens udspil om, at frokostpausen inddrages – i lighed med lovindgrebet over for lærerne i 2013 – et eksempel på, at Finansministeriet helt tilsidesætter den danske aftalemodel.

- Den danske model sættes ud af spil, når arbejdstiden med et hug – og uden forhandling – kan sættes op med 2,5 timer om ugen, uden at lønnen følger med, påpegede de statsansattes topforhandler i en pressemeddelelse i november.

Risiko for storkonflikt

Som følge af det pres mod den danske aftalemodel, som lønmodtagerorganisationerne ser fra især Moderniseringsstyrelsens side, indgik forbundene under CFU og Forhandlingsfælleskabet, der tilsammen repræsenterer omkring 750.000 offentligt ansatte, en musketered forud for overenskomstforhandlingerne.

Løftet lød på, at de andre organisationer ikke ville forhandle om deres krav, før lærerorganisationerne var sikret fair, frie og reelle forhandlinger om deres arbejdstid. De forhandlinger er i skrivende stund i gang på såvel det statslige som det kommunale og regionale område.

Men solidariteten dækker bredere. Der er en chance eller risiko – afhængigt at temperament – for, at der bliver en storkonflikt, hvis forhandlerne ikke kan blive enige om de to andre knaster i en ny overenskomstaftale, før den gældende udløber med udgangen af marts. 

Uenigheden om lønnen berører nemlig alle de 750.000 offentligt ansatte. Og en inddragelse af den betalte frokostpause vil også ramme en stor gruppe af dem.

- Det afgørende er, om vi kan indgå en aftale, fagforeninger på tværs af den statslige sektor kan stå inde for at anbefale. Og om medlemmerne kan se sig selv i den aftale og derfor stemme den hjem, skrev Flemming Vinther om de statslige forhandlinger i et debatindlæg i Avisen.dk lørdag.

Det er første gang i de ti år, han har deltaget i forhandlingerne, at der ikke er indgået en aftale inden for den på forhånd aftalte køreplan. Den deadline passerede man sidste weekend.

Derfor står forhandlingerne ifølge de statsansattes chefforhandler nu ved en skillevej, hvor en konflikt er en mulighed. Den kan træde i kraft fra 1. april. Det kræver dog, at den er varslet senest 28. februar.

- Vi kan altså stadig havne i en konflikt. Det er bestemt ikke vores ønske, men et scenarie vi forbereder os på. Man kan sige, at vi hverken har konfliktlyst eller konfliktfrygt, men konfliktrealisme, pointerer Flemming Vinther.