Vis os nu respekt, Sophie Løhde

Gosh, hvor er der meget spin.

Skærtorsdag havde den statslige chefforhandler, Sophie Løhde,  en kronik i Politiken, som da godt nok kunne få en til at få kaffen galt i halsen, hvis man har fulgt bare lidt med i det, der er foregået i forløbet omkring overenskomstforhandlingerne.

Kronikken var bygget op i fire etaper fra hendes side:
- De offentlige ansatte fortjener min fulde respekt, og jeg er blevet fuldstændig misforstået
- Lønmodtagerne i CFU vil ikke forhandle, bare have deres vilje
- Der er sår fra OK13, der ikke er helet endnu... og der er opstået en skadelig mistillid mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerne
- Vi skal tale pænt til hinanden...

Hvis I har nerver til det, kan I få det yderligere uddybet ved at læse videre.

Snak om respekt skal være troværdig

Sophie Løhde indledte kronikken med at ærgre sig over, at hun var blevet så grundigt misforstået. Hun gav udtryk for sin store respekt for de tusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Og hun understregede, at uden jer ville vi slet ikke kunne have et af verdens bedste og mest velfungerende samfund. Hun sluttede så rosen af med at konstatere "Derfor ærgrer det mig også, at flere offentlige ansatte tilsyneladende har oplevelsen af, at jeg ikke anerkender og værdsætter deres indsats og dermed udstiller dem som mennesker, der kun vil tage og ikke give".
Men, Sophie Løhde, det er præcis den opfattelse, vi sidder med. Hvordan i alverden skulle vi kunne andet? Moderniseringsstyrelsen har i den seneste overenskomstperiode vist billeder af medarbejdere sovende hen over et bord, mens I har fortalt, at 10% af os er såkaldte lowperformere. I har bakket de lokale arbejdsgivere op, der ville fjerne fridage eller frokostpauser. Hele Moderniseringsstyrelsens og din retorik har været at foregive, at det offentlige arbejdsmarked er lønførende. Hvordan skulle vi kunne få den opfattelse, at vi faktisk nyder jeres dybeste respekt?

Rettidig omhu burde have trumfet spin

Derefter kan man læse, at lønmodtagernes forhandlere fra CFU pludselig uden forudgående varsel forlod forhandlingsbordet. Det er korrekt, at vi efter seks døgns stilstand forlod forhandlingerne. Vi var kommet til forhandlingsbordet for at forhandle, og når man efter seks døgns mødeaktivitet konstaterer, at forhandlingerne ikke rokker sig ud af stedet, så er der vel ingen grund til at sidde der længere.
Vi er mødt op med en række krav, men nogle af kravene havde vi faktisk fortalt vores modpart om på forhånd. Der havde været god tid til at løse både kravet om en lærerarbejdstidsaftale og spisepauserne, hvis man var begyndt tilbage i efteråret. Allerede på det tidspunkt gjorde vi fra lønmodtagersiden arbejdsgiverne klart, at vi her stod med nogle krav, der helt ufravigeligt skulle findes løsninger på.
Og, Sophie Løhde, vi vil meget gerne forhandle om alle vores krav. Vi har bare tre forhold, som vi nødvendigvis skal have på plads først. Nemlig løn, lærerarbejdstidsaftale og spisepausen eksplicit beskrevet i de nye overenskomster. Det burde vi da sammen kunne finde løsninger på, hvordan kan ske.
 Og det burde være nogle små knaster, for hvem kan egentlig være uenig:
- at de offentlige ansatte skal have samme lønudvikling som de private
- at man ikke må fjerne en del af en overenskomst uden at forhandle den ud

Selv om arbejdsgiverne – både de kommunale og de statslige – gang på gang siger, at det er alt for små knaster til at udløse en konflikt, så må vi konstatere, at det er alt for store knaster til, at arbejdsgiverne på nogen måde vil imødekomme os med en løsning.

Valgte lockout frem for forhandling

Om hvordan konflikter sætter langvarige spor skriver Sophie Løhde: "Og en konflikt vil ikke kun gøre skade her og nu. Den kan meget vel sætte varige spor og skabe åben sår, som kan blive svære at læge. Som statens chefforhandler kan jeg blandt andet mærke, hvordan lærerkonflikten fra 2013 og det efterfølgende lovindgreb fra den daværende S-R-SF-regering har sat spor, og at der helt klart stadig er sår, der stadig ikke er helet ordentligt. Sammen med andre spor og sår fra fortiden, der går adskillige år tilbage, står vi nu i en situation, hvor der desværre er opstået en skadelig mistillid mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere. Og for den sags skyld videre over i det politiske system"
Jeg tror, jeg kun kort vil sige: Staten lockoutede lærerne (og kommunerne fulgte trop) for at gennemtvinge arbejdstidsregler, der efterfølgende kunne lægge både lærere og ledere under styring fra Finansministeriet. Regeringen havde det fulde ansvar for det, der skete, men Venstre og flere andre partier bakkede regeringen fuldstændigt op, og en tidligere Venstre-minister udtalte faktisk, at han selv havde haft lysten men ikke modet til at tage kampen med lærerne. Det var et fuldstændigt uacceptabelt forløb, som FN-organisationen ILO efterfølgende har kritiseret. Der er således ikke tale om sår, der skal læges. Der er tale om et decideret overgreb på lærerne og på den danske model. Derfor skal forholdene straks normaliseres, så lærerne igen kan få en aftale, der regulerer deres arbejdstid –  præcis som alle andre faggrupper.
Og den med tilliden... ja, den er gået fløjten. Det har Moderniseringsstyrelsen klaret helt selv.

Drop spin og fokuserer på en løsning

Slutningen i kronikken handler om, at der (af lønmodtagerne forståes) udsendes udokumenterede og falske rygter og påstande, som gør det svært at finde ud af, hvad der op og ned. Jeg er sikker på, at der ikke er spor tvivl om, hvad der er op og ned. Også selv om arbejdsgiverne forsøger at udsende en bunke spin i form af en kronik, der påpegede betydningen og værdien af dedikerede offentlige ansatte, samtidig med at den forsøger at udstille de selv samme offentlige ansattes forhandlere som uansvarlige og uprofessionelle.

Kære Sophie Løhde. Vi vil så gerne lave en løsning med dig. Men vi har til gode at se den i kronikken omtalte respekt, når vi skal have fastlagt de arbejdsvilkår, som skal sikre, at offentlige ansatte faktisk:
- føler sig respektere
- får en dagligdag, der kan hænge sammen, så de kan levere kvalitet i arbejdet
- får en løn, så de har lige så meget råd til dagligdagen, som deres privatansat kolleger

Vi ønsker heller ikke konflikten, men vi kan blive nødt til at tage den, hvis arbejdsgiverne ikke vil respektere vores medlemmers behov.
De næste dage er der planlagt en del demonstrationer i hele landet. Mange af jer medlemmer vil bruge demonstrationerne til samlet at sende klare signaler til forhandlerne i Forligsinstitutionen; og jeg kan kun opfordre jer til at deltage og på denne måde bakke op bag den sidste fase af forhandlingerne.