To minutter i 12

Heller ikke lørdag kom der et forlig. Da forhandlingerne stoppede mellem kommunerne og Forhandlingsfællesskabet i onsdags, var vores konstatering, at kommunerne simpelthen ikke kunne bevæge sig tilstrækkeligt. Det ville være nødvendigt at lave et gennembrud med staten (eller evt. regionerne), før der vil kunne nås et resultat på det kommunale område.

Det bekræfter kun, at staten styrer arbejdsgivernes mandater ved alle bordene og sidder solidt på deres bevægelsesmuligheder i forhandlingerne. Derfor var blikket fra alle også stift rettet mod, hvad der kom ud af lørdagens forhandlinger.

Fremmødet med faneborg, skilte, bannere og enormt engagerede medlemmer fra alle de faglige organisationer var ikke til at tage fejl af lørdag morgen, da forhandlingerne skulle gå i gang. Medlemmerne bakker forhandlerne 500% op. Og vi står sammen på tværs af organisationerne.

Inden forhandlingerne gik i gang, meldte Sophie Løhde, at hun synes det så ret svært ud. I medierne var hun ved at indstille sig på, at det kunne ende med en konflikt.

Vi forsøger fra lønmodtagerside ihærdigt at nå et resultat, inden tiden rinder ud; men som jeg før har skrevet, kan forslaget til en ny overenskomst blive for sølle. Og vi går ikke med til hvad som helst, bare for at få et forlig.

Både arbejdsgiverne og vi har interesse i at nå et aftalt resultat, men det forudsætter, at det ikke kun er den ene part, der skal flytte sig.

Søndag forsøges igen på det kommunale område, og mandag er regionerne indkaldt. Nu er det helt tæt på knald eller fald for et forlig, der kan afblæse den varslede konflikt.