Mens vi venter på en løsning for alle

Forligsmanden har indkaldt lønmodtagere og de kommunale og regionale arbejdsgivere til forhandlinger på onsdag. Ventetiden kan bruges til refleksioner over de tre krav, som er kernen i konflikt eller forlig.

Løn

De offentlige ansatte har på ingen måde stillet hverken urimelige eller overraskende krav. Vi har krævet samme lønudvikling som på det private arbejdsmarked - ikke en fregne mere. Derfor kan arbejdsgivernes afvisning af vores krav og tilbud om langt mindre alene ses som udtryk for, at de ønsker et offentligt arbejdsmarked, der lønmæssigt halter efter det private. Hvis man samtidig fortsætter med den nuværende reguleringsordning, så vil vi år for år halte mere og mere bagud. Det vil vi ikke acceptere. Det offentlige skal ikke være et sekunda-arbejdsmarked.

Der har den seneste tid været adskillige rygter om forskellige procentudspil til lønstigninger. Det skal man ikke fæstne sig for meget ved. Tal er taknemmelige. Og noget, der kan lyde stort, kan reelt være ikke ret meget værd. Hvis de store procenter for eksempel opnås gennem skønnede stigninger i reguleringsordningen, så vil det endelige resultat enten være en meget lille lønstigning eller et meget stort efterslæb i forhold til de private, såfremt reguleringsordningen fastholdes på de 80 procent. I princippet kan et mindre resultat med en 100 procent reguleringsordning være meget mere værd i den sidste ende. Derfor: Glem tallene! Det interessante er, om vi i perioden får en lønudvikling, der matcher de privatansattes.

Lærerarbejdstid

Vi har stillet krav om en lærerarbejdstidsaftale, der skal understøtte et professionelt lærerarbejde, og som ikke er ringere end det, der er aftalt på de andre offentlige områder. Det er altså ikke krav om en tilbagevenden til den tidligere arbejdstidsaftale, som vi er blevet skudt i skoene. Og et ret åbent krav:
1) Vi vil arbejde på aftalte vilkår (som alle andre gør det)
2) Vilkårene skal matche niveauet i det, som alle andre arbejder efter, men vi er ret fleksible i forhold til, hvordan aftalen konkret skal se ud. Vi skal bare vide, hvornår vi skal være på arbejde, have besked i ordentlig tid, hvis der sker ændringer i vores arbejdstid, og så skal vi have opgjort vores arbejdstid med jævne mellemrum (og ikke som i dag kun en gang om året).

Spisepause

Den betalte spisepause er - og har altid været - en del af overenskomsterne, men den står der ikke eksplicit. Og arbejdsgiverne forsøger at gøre den til en kutyme. Nogle tænker måske “Kan det ikke være lige meget? Har vi den, er det vel ok”.

Det spiller arbejdsgiverne på ved uskyldigt at hævde, at de da ingen planer har om at fjerne den. Igen må man så sige til arbejdsgiverne: ”Hvorfor skal det så være så svært? Hvis I ikke vil fjerne den, hvorfor så ikke imødekomme os og skrive den eksplicit ind i overenskomsterne?”. Men det vil de ikke. 

Vi har de seneste år set arbejdsgiverne botanisere i overenskomsterne for at finde besparelser. Hvor man tidligere respekterede ånden og historien bag overenskomsterne, er det nu kun de skrevne ord, der tæller for arbejdsgiverne, og de går hårdt til teksterne for at finde besparelser. Derfor vil vi have en sikkerhed for, at spisepauserne ikke bare forsvinder ud i den blå luft. De skal ikke kunne opsiges ensidigt af arbejdsgiverne i løbet af overenskomstperioden. Hvis de skal væk, skal de forhandles ud ved en overenskomstforhandling - og det ha’ sin pris. Derfor skal de eksplicit skrives ind i overenskomsten!

Respekt

Det er de tre forhold, der er knasterne. Men er de kernen? I virkeligheden ender vi kun her, fordi arbejdsgiverne ikke respekterer de offentlige ansatte og det arbejde, vi udfører. Vi har siden 2011 oplevet at blive betragtet som et effektiviseringspotentiale. Fokus er på, hvor billigt man kan drive en offentlig sektor, og ikke hvordan man kan sikre kvalitet i den offentlige sektor. I den forbindelse er de offentlige ansatte reduceret til at være en omkostningsfaktor, man skal forsøge at minimere.

Derfor får Moderniseringsstyrelsens direktør bonus for at effektivisere vores overenskomster. Og derfor giver det mening for arbejdsgiverne, når de ureflekteret kaster sig ud i betragtninger som “Alle skal køre længere på literen” eller opretter kurser om at håndtere “lowperformere” blandt medarbejderne.

Men det giver ikke mening i al almindelighed. Det er respektløst! Vi er dygtige offentlige ansatte, der ansvarligt og med stor entusiasme sørger for, at vi har en velfungerende offentlig sektor. Vi er helt nødvendige for både det private arbejdsmarked og samfundet i sin helhed. Vi er hjørnestenene i velfærdssamfundet. 

Det forhold, at skiftende regeringer hellere vil bruge penge på andre ting end kernen i den offentlige velfærd, har betydet, at den offentlige sektor er blevet massivt udsultet. Vi har set reform på reform, der har forringet borgerens rettigheder. Vi har set indførelsen af et omprioriteringsbidrag, der kort kan oversættes til to procent besparelse hvert år. Og da ingen regering har ønsket at øge skattetrykket, så skal pengene findes et andet sted, og her rettes blikket så mod de offentlige ansattes overenskomster. 

Men den går ikke længere. Vi vil ikke gøres til genstand for regeringens udgiftspolitik. Vi vil have respekt for det flotte arbejde, vi udfører. Derfor er en god løsning på lønnen, arbejdstidsaftalen og spisepausen helt afgørende.