De daglige supportere giver et boost

Nogle af dem ser garvede ud. Har stået i kulde, sol og vind i mange uger for at give deres opbakning til deres forhandlere, der sidder bag murene i time efter time, døgn efter døgn for at lande en overenskomst, der tilgodeser alle de offentligt ansatte. Andre er debutanter. Men på en måde virker hele scenariet alligevel bekendt for de fleste, fordi de har set Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads 5A i København igen og igen i nyhedsudsendelserne.

- Det er første gang, jeg er i Forligsen her i dag. I 2013 var der jo ingen grund til at gå herned, siger Christian Krog, der var TR-suppleant i 2013:

- Det var et vågent mareridt dengang, så jeg skulle tage mig sammen for at gå herned i dag. Men det er totalt anderledes, sammenholdet gør mig rørt og glad, siger han, der også fik denne følelse, da han deltog i de offentligt ansatte demonstration på Thorvaldsens Plads den 10. april.

Og der er en næsten fysisk følelse af sammenhold og af at stå skulder ved skulder også denne storm- og solfyldte mandag i duften af gratis popcorn og kaffe og med de røde faner kraftigt smældende fra faneborgen. Lærerne er her, akademikerne, HK’erne, bibliotekarerne, SOSU’erne, socialpædagogerne, præsterne… Dommerne. Den efterhånden legendariske opildner, dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde kan stadig råbe hele forsamlingen op, selv om stemmen er blevet hæs efter uger med kampråb på pladsen:

- Der er kun én ting, der kan varme min stemme op igen, råber hun: Ved I hvad det er? Brug alt jeres opsparede frustration, når I råber med mig: Giv mig et N, giv mig et O, giv mig et K – NOK er NOK, nok er nok, råber hun og får alle til at råbe højere og højere med.

Nu dukker chefforhandleren for de statsligt ansatte, Flemming Vinther, op, og efter først at blive omsluttet og udspurgt af ivrige journalister, vrikker han lidt med hofterne til den rytmiske råben og klapsalverne, før han går ind ad døren til Forligsinstitutionen efterfulgt af kampråbet ”Én for alle – alle for én”.

Som om han ville glemme det.

Flemming Vinther blev straks belejret af journalister. Her Christine Cordsen.

Vi er ikke ’dovne hunde’

VUC-lærer Helle Kirk fra Københavns VUC har forlagt dagens undervisning til Forligsinstitutionen i dag. Det er her, der sker historie lige for snuden på kursisterne, fortæller hun. Så de har fået til opgave at skrive en reportage, hvilket de gør med forskellige grader af entusiasme. Kursisten Maria Hedehøj er dog helt på. Nysgerrigt og mere og mere modigt spørger hun de omkringstående om konflikten og bliver helt lun på tanken om selv at blive journalist, fortæller hun, der ellers har haft planen om at blive pædagog.

Kursisterne fra Københavns VUC var også ude med notesblokken. De skulle skrive en reportage om forhandlingerne - et stykke Danmarks-historie, der næsten foregik i deres baghave.

Helle Kirk har ikke haft problemer med at forklare kursisterne, hvorfor hun mener, kampen er vigtig:

- Jeg har fortalt dem, at lærerne bare skal have samme vilkår som andre. Vi skal ikke som de eneste have et lovdiktat om vores arbejdstid, og vi skal også have at vide som alle andre, hvornår vi skal arbejde, siger hun.

Kollegaen Christian Krog er helt enig. Han er træt af, at der ikke er ordentlige rammer for arbejdet, og at lærerne i 2013 nærmest blev betragtet som ”dovne hunde”:

- Lærerne ved ikke, hvad det forventes, at de bruger af tid på en opgave. Og det kan kursisterne godt forstå. De arbejder i 7 Eleven eller Statoil og ved godt, at der skal være aftaler for arbejdstiden og for, hvornår man har fri, siger han.

Vi bliver igen afbrudt af entusiastiske klapsalver. Den kommunale topforhandler Anders Bondo Christensen has reach the building, og begejstringen er næsten til at tage og føle på. Der klappes og heppes. Men også han bliver straks belejret af spørgelystne journalister, så han når kun lige at vinke og smile til de forsamlede supportere, før han går ind ad den højt svungne dør til Forligsen, fulgt af kampsangen ”Vi vil ha’ forlig, vi vil ha’ forlig, vi vil ha’ forlig, inden dag’n er omme.

Sådan kommer det dog langt fra til at gå.

VUC-lærerne Helle Kirk og Christian Krog er meget enige om, at det er afgørende med support til forhandlerne. Det er en meget vigtig kamp, de skal kæmpe.

Der behøves ikke lange teoretiske forklaringer

Ulla Moth og Lotte Knudsen fra HK Stat i Hovedstaden synger og råber med. Ulla Moth stod her også i går, søndag, mens Lotte Knudsen ikke er med i HK’s vagtordning ved Forligsen. Hun dukker dog hele tiden op, ”fordi det er vigtigt, at vi viser vores støtte til forhandlerne”, siger hun.

For Ulla Moth og hende er det vigtigste krav en betalte frokostpause. Men OK18 handler for dem også om SOSU’ernes lønforbedring og lærernes arbejdstid. Hun har ingen problemer med at forklare, hvad det krav går ud på:

- Vi forklarer, at lærerne skal have aftalte vilkår for deres arbejdstid lige som os. Det kan ikke være rigtigt, at de skal have det dårligere og skal behandles på den måde, siger Ulla Moth.

Ulla Moth har stået her i to dage - søndag og mandag - mens Lotte Knudsen slet ikke kan lade være at dukke op hele tiden, fordi det er så vigtig en kamp.

Og Claus Reffstrup fra forretningsudvalget i Landsforeningen af Socialpædagoger i FOA, der står lige så rank med fanen ved faneborgen som ved sammenholdet ved OK18, er også klar i spyttet, når han skal forklare, hvorfor lærernes arbejdstid er så vigtig at få en OK-aftale om:

- Jeg ved godt, at der er tre lokale FOA-formænd, der har opfordret til, at der bliver indgået en aftale udenom lærerne. Men når det er noget, som en Bjarne Corydon citerer i Børsen, så ved jeg godt, hvad jeg skal mene om det, siger han og forklarer, at det handler om at stå sammen. Han siger, at han ikke går længere ind i en teoretisk forklaring af lærernes arbejdstid, og dét, det handler om, er, at lærerne blev ”trillet rundt” ved OK13, og at det har haft nogle konsekvenser for alle:

- Folk kan jo se, at der efterhånden mangler folk i skolerne, på daginstitutionsområdet og på handicapområdet, fordi det ikke er attraktive jobs, siger han.

Claus Reffstrup fra LSF i FOA mener, at folk efterhånden er klar over, at der skal andre boller på suppen i forhold til lærere og pædagogers arbejdsbetingelser. Der mangler jo folk der, siger han.

Først brød, så halleluja

Vi bliver afbrudt af en varebil fra Kontra Kaffe, hvor chaufføren dytter energisk og vinker opmuntrende, da han kører forbi. Og ellers er det mest Audier, Mercedes, en ældre olds mobile udgave af en Jaguar og taxaer, der kører ad den snævre ensrettede fasionable gade med supportere til begge sider: På fortovet foran Forligsinstitutionen faneborgen, på den anden side de enkelte fagforeningers repræsentanter i samlede grupper. Blandt andet fra Præsteforeningen. I dag er det Henriette Barkholt, der er præst i Jyderup, og Charlotte Ringsing-Pedersen, som er præst ”rundt omkring” i landet, der står der. Charlotte Ringsing-Pedersen stod der også dagen før. Søndag, ”hvor der var flere mennesker og en helt fantastisk stemning”:

- Forhandlerne kom ned og hilste på os. Jeg fik en selfie med Dennis Christensen og Michael Ziegler – det er da overskudsagtigt, griner hun.

Henriette Barkholt forklarer, at af de cirka 2.000 præster i Danmark er omkring 340 overenskomstansatte. Resten er tjenestemænd, som ikke må strejke. Men det er faktisk heller ikke sket før, at præsterne generelt har strejket. Hun er gift ”uden for faget”, som hun siger – med en privatansat mand – men har ikke haft problemer med at forklare ham OK-kravene, og hvorfor det er vigtigt, at lærerne får en aftalebaseret aftale i stedet for et lovdiktat.

I Præsteforeningen er der meget delte meninger om arbejdstider. For mange præster er arbejdet et kald - som bærer lønnen lidt i sig selv, fortæller Charlotte Ringsing-Pedersen og Henriette Barkholt.

Men, som Charlotte Ringsing-Pedersen siger, er der blandt præster dét, man kalder en kaldstankegang. Arbejdet er et kald. Arbejdstiden har ingen betydning, for, ”som de siger: Vi arbejder ikke for lønnen”.

Der har været en del diskussioner på foreningens Facebook-side om konflikten, hvor nogen holder sig til kaldstankegangen, men hvor der er én, som også har citeret følgende fra den tyske forfatter Thomas Mann: ”Erst das brot und dann das hallelujah”:

Altså først brød på bordet – så halleluja.

- Og så er det her et spørgsmål om solidaritet med de offentligt ansatte. Da jeg hørte og oplevede det, som Sofie Løhde udtalte om offentligt ansatte, tænkte jeg, at det kan ikke passe. Min mor er sygeplejerske, og jeg kan jo se, at hun ikke kan arbejde mere, forklarer Henriette Barkholt.

Nu er også leder af forhandlingsenheden i Uddannelsesforbundet, Jens Dam, dukket op. Med et liggeunderlag i en pose:

- Jeg håber, at det virker som med en paraply: Hvis du har den med, så begynder det ikke at regne, siger han spøgefuldt.

Og om det var derfor, at forhandlingerne faktisk blev afsluttet efter kun fem timer i aftes, vides ikke. Alle parterne gik hjem, og tingene er stadig meget uafklarede.

Så om supporterne også vil befinde sig her i morgen, er dagens store spørgsmål. Men mon ikke de energiske støtte-udladninger i givet fald så finder afløb andre steder rundt om i landet.