Opgaven med at drive sprogcenteret i Lolland Kommune har været i udbud, og resultatet er, at Lolland Kommune efter seks år fra 1. juli ikke længere samarbejder med den private virksomhed A2B.

Udbudsmaterialet for kommunens sprogcenter indeholder en arbejdsklausul, der slår fast, at kommunens leverandør skal tilbyde vilkår, der ikke må være ringere end den landsdækkende overenskomst på området.

- Det er utroligt vigtigt, at også underviserne på Lolland får samme løn og vilkår som de kolleger, der er sproglærere på andre sprogcentre. Derfor er det godt at se, at Lolland Kommune vælger at stå fast på undervisernes arbejdsvilkår, og at de nu har valgt en leverandør, der har overenskomst med Lærernes Centralorganisation, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.    

A2B har drevet sprogcentervirksomhed i Lolland Kommune siden 2011. 

Det nye sprogcenter, der skal have to afdelinger, vil fremover blive drevet af Næstved Sprog- og Integrationscenter, der er omfattet af FOAS’ sprogcenteroverenskomst.

Blokade mod A2B’s resterende sprogcentre

A2B har dog fortsat danskuddannelse i Hjørring, Rebild, Mors, Solrød, Maribo, Jammerbugt, Aarhus, Fredericia og Birkerød.

- Så der er fortsat en stribe kommuner, hvor undervisere hos A2B har ringere løn- og arbejdsvilkår, end deres kolleger på andre sprogcentre. Derfor har Uddannelsesforbundet og de øvrige lærerforbund også en blokade imod A2B, forklarer Hanne Pontoppidan.

Det er Lærernes Centralorganisation (LC), der har indledt blokaden mod A2B. Dermed må medlemmer af Uddannelsesforbundet, Danmarks Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening ikke søge og tage arbejde hos A2B.

Det samme gælder medlemmer af Dansk Magisterforening og Gymnasieskolernes Lærerforening, som sympatiserer med blokaden.