Det er ikke første gang, at Uddannelsesforbundet gennem Lærernes Centralorganisation (LC) har sat sig ved forhandlingsbordet med sprogcentervirksomheden A2B. Men 27. juni endte forhandlingerne med, at parterne indgik en overenskomst for sprogkonsulenterne, som er ansat i A2B Sprog.

Aftalen betyder, at sproglærerne hos A2B får samme løn- og arbejdsvilkår som sproglærerne på kommunalejede, selvejende eller andre private sprogcentre. Og det betyder, at blokaden mod A2B er ophævet, og at alle medlemmer igen gerne må søge arbejde hos sprogcentervirksomheden.

Tilfredshed hos begge parter

- Vi har nu efter et svært forhandlingsforløb fundet en løsning, som begge parter slutter op om. I Uddannelsesforbundet kigger vi fremad og glæder os til samarbejdet med A2B, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, i en fælles udtalelse fra de to parter.

Direktør for A2B Steen Jakobsen er ligeledes positiv over for aftalen.

- Nu er vi nået i mål og har samtidig skabt en struktur og en model, som sikrer, at vi fortsat kan levere en effektiv integrationsindsats og et godt samarbejdet med de danske kommuner fremover, siger han.

Lærerforbund førte blokade

Aftalen kommer, efter at Uddannelsesforbundet med sympati fra de øvrige lærerforbund, har ført blokade mod A2B.

Det er LC-forbundene, som ud over Uddannelsesforbundet omfatter Danmarks Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening, samt Dansk Magisterforening og Gymnasieskolernes Lærerforening, der førte blokaden mod A2B.

Blokaden betød, at forbundenes medlemmer ikke måtte søge og tage arbejde som danskunderviser hos A2B.

Forhandlingerne, der har ført til overenskomsten, stod på i flere år. Den nye overenskomst gælder fra 1. september 2017.