Skal man uddanne sig for samfundet eller sin egen skyld?
Skal unge uddanne sig alene for den nationaløkonomiske bundlinje – eller fordi de skal dannes til både menneske og arbejdsmarked? Fronterne var trukket hårdt op på den første debat, som Uddannelsesforbundet havde været med til at arrangere på årets Folkemøde.
Betaler uddannelse sig? Og hvilken konsekvens har det for eleverne, økonomien og sammenhængskraften i samfundet, at regeringen vil spare 10 milliarder kroner på investeringer i uddannelse fra 2016-2020?
Det var overskriften på den første debat, som Danske Undervisningsorganisationers Samråd (DUS) og Uddannelsesforbundet havde arrangeret på Folkemødet 2017.
Meget hurtigt kom diskussionen i det propfydte telt dog til at handle om, for hvis skyld unge skal uddanne sig? Og her var der verbale lussinger i luften til cheføkonom og vicedirektør for tænketanken CEPOS, Mads Lundby Hansen, som flere gange forsvarede de trinvist stigende besparelser, som regeringen gennem flere år har gennemført på uddannelsesområdet – og som også er planlagt frem til 2020.
Som ordstyrer Clement Kjersgaard vittigt bemærkede svarede dét, at lukke en økonom, der forsvarer regeringens besparelser på uddannelsesområdet ind i DUS’ telt cirka til at lukke en vegetar ind hos interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.
Økonomer sidder på dagsordenen
Det fik dog ikke cheføkonomen til at ryste i bukserne, og han vovede ligefrem den påstand, at de trinvist stigende besparelser, som regeringen har pålagt uddannelsesinstitutionerne frem til 2020, ikke var ”dramatiske besparelser”, ligesom han også både talte varmt for at indføre brugerbetaling på uddannelse, skære i SU’en og bruge pengene på skattelettelser. Alt sammen for at give unge et større incitament til tænke uddannelse som en investering og vælge uddannelser, som ikke førte direkte i lav løn og høj arbejdsløshed.
Han foreslog også, at lærerlønnen skulle være afhængig af underviserens ”løfteevne”, altså i hvor høj grad læreren var i stand til at løfte elevernes karakterer udover det, der var forventeligt ud fra den enkelte unges socioøkonomiske baggrund.
Modige argumenter at fremføre i et telt fyldt med undervisere og studerende. Og der var da også masser af hovedrysten, himmelvendte øjne og kritiske spørgsmål fra debat-duellanter og tilhørere.
- Mads, du taler imod al den viden, vi har! Ale undersøgelser viser, at det ikke har en positiv effekt på uddannelsessystemet, hvis lærere skal aflønnes efter løfteevne. Vi mangler simpelthen af bygge uddannelsessystemet på faglig viden frem for ideologiske fupnumre, gav Anders Bondo igen.
Også psykolog, professor og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen var kritisk:
- Du ser KUN på bundlinjen, ikke på værdier, og så forstår man jo simpelthen ikke den kultur, vi er rundet af og som skaber hele mennesker. Vores tid er SÅ fattig på andre træk end rationalistisk nyttetænkning. Økonomerne har sat sig på dagsordenen, men vi taber simpelthen en stor gruppe børn og unge som følge deraf.
Nyttefokus frasorterer de svageste
Det entydige fokus på, at de unge skal tage en uddannelse for – jo hurtigere jo bedre - at bidrage til samfundet i kombination med adgangskrav og et blik på kompetencer, som snævert retter sig mod arbejdsmarkedet, har udgrænset en hel gruppe unge, var der bred enighed om.
- Jeg har aldrig mødt et ungt menneske, som ikke gerne ville have en uddannelse. De ved godt, det er præmissen for et godt job og en ordentlig hyre. Men der er simpelthen nogle, som systemet ikke har været gode nok til at håndtere, og der er ingen tvivl om, at den store fokusering på deres faglige kompetencer, der har været de sidste år, har været med til at skubbe flere ud af systemet, lød det blandt andet fra Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.
Uddannelse har både en funktion med at uddanne til borger og til arbejdsmarked var hendes pointe.
- Det burde være to ligeværdige opgaver og to ligeværdige mål for uddannelsessystemet at styre efter, men fordi der kun har været fokus på kun den ene del de sidste år, har vi mistet begge, så en gruppe unge hverken får uddannelse til livet eller til arbejdsmarkedet.
Så tag dog ansvar, politiker
Ifølge Hanne Pontoppidan skal vi tilbage til et fokus på begge dele – hvis vi vil have alle med.
- Løsningen er IKKE nedskæringer. Det er et velfungerende SU-system, ordentlige lærlingelønninger og i det hele taget et valg om, at man vil prioritere uddannelse – også til de grupper, som ikke går den lige vej, og som har brug for at få ro på deres liv – deres boligsituation, at have mad på bordet, få styr på deres misbrug eller kaos i deres familiære bagland – før det giver mening at beskæftige sig med at bygge dem op fagligt. Også Camillia Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, manede til andre politiske prioriteringer.
- Det er simpelthen ansvarsforflygtigelse, når man gennemfører de her historiske nedskæringer på uddannelse. Undersøgelser dokumenterer, at vi har underfinansierede uddannelser – og oveni det ligger man besparelser. Politikere taler om kvalitet i uddannelse, samtidig med at de skærer. Nu er der simpelthen brug for, at nogle politikerne, der tager ansvar og ikke skærer ned over en kam. Det kommer til at give massivt bagslag.
Citater fra debatten:
“Det er tankevækkende, at vi har 100 uddannelser i Danmark, som stiller folk ringere lønmæssigt, end hvis de havde taget gymnasiet og sat sig bag kassen i Netto.ˮ
“Et højt uddannelsesniveau ER nødvendigt, og det kræver også høje uddannelsesudgifter. Men der er vi i allerede. Ifølge OECD er vi blandt dem, som har de allerhøjeste uddannelsesudgifter. Derfor er udfordringen ikke at tilføre flere penge, men at få de unge mennesker til at vælge rigtigt.ˮ
“Vores syn på uddannelse har ændret sig dramatisk til et ensidigt fokus på kompetencer. Vi har en læringsdagsorden, som fylder helt ned vuggestuen og har udvisket dannelsesdagsordenen fuldstændig. Det betyder, at de stærkeste nok skal klare sig, men at vi taber en stor gruppe børn og unge på gulvet.ˮ
“Vi behøver ikke være flove over at have høje udgifter til uddannelse. Vi er et velhavende land og behøver ikke vende hver femøre. Det er ren idioti at tro, vi kun kan løfte vores folkeskole eller erhvervsuddannelser uden at skære andre steder.ˮ