Erhvervslivet har brug for kvalificerede medarbejdere, og derfor giver det ingen mening, at der ligger et stort ubrugt beløb afsat til efteruddannelse. Det mener Uddannelsesforbundet.
Virksomhedernes brug af AMU er faldet markant, mens staten fortsat har opkrævet penge af virksomhederne til efteruddannelse. Derfor har der samlet sig omkring tre milliarder kroner op, skriver Altinget.dk med henvisning til et høringssvar.
- Det er helt vanvittigt, at pengene står og hober sig op. Det står jeg helt uforstående over for, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.
I stedet for at ligge og samle støv på en kistebund bør pengene ud at gøre gavn, påpeger Uddannelsesforbundets formand.
- Virksomhederne har skrigende behov for veluddannet arbejdskraft. Derfor har de også en forpligtelse til at sende deres medarbejdere på kurser, så de kan være veluddannede og klare sig i den fremtidige konkurrence på arbejdsmarkedet, understreger Hanne Pontoppidan.
Hos Uddannelsesforbundet anser man det for en forstemmende forvaltning af pengene til efteruddannelse.
- Det uanstændige består i, at folk ikke kommer på kursus, og løsningen er at bruge pengene til det, de var tiltænkt, fastslår forbundets formand.
Ophobningen af midler til efteruddannelse er ifølge Altinget.dk en følge af, at der er et markant fald i elevtallet og deraf en nedgang i udbetalinger fra kontoen.