Robotterne kommer…
Den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, og menneskelig arbejdskraft bliver i mange brancher erstattet af robotter. Men vil robotter, kunstig intelligens og andre nye teknologier også indfinde sig på lærerværelserne rundt om i landet? Og er der grund til at frygte de nye teknologier?
Inden for medicin og sundhed er de her allerede. Robotterne. Og flere er på vej. Nano-robotter, der er så små, at de gennem blodbanen kan sendes ind i kræftcellernes molekyler og ødelægge dem inden fra. Flere amerikanske stater har tilladt Googles førerløse biler i trafikken. Og robotterne er ikke den eneste nye teknologi, der skyller ind over en verden i hastig forandring.
Og det kommer til at gå endnu hurtigere, mener Anders Hvid, der udover at være forfatter og futurismens apostel, også er direktør i konsulentfirmaet Dare Disrupt, der underviser i og holder foredrag om at ruste sig til fremtiden.
Verden er gået fra at være lineær og lokal til at være eksponentiel og global, lyder hans opsummering -endda på versefødder. Udviklingen sker altså eksponentielt, det vil sige vokser meget brat.
- Når man skal forstå fremtiden, skal vi også forstå uforudsigeligheden. Vi kan ikke længere bare sige, at man inden for bioteknologien i fremtiden formentlig vil se noget med stamceller. For hvad der sker der, når man krydser den teknologi med for eksempel 3D-print? Så kan vi kopiere medicin eller skabe nye organer. Det er komplet uforudsigeligt. Og det samme gælder undervisningsområdet. Hvad sker der, hvis man krydser virtual reality med kunstig intelligens? spørger han.
“Vi skal blive ved med at gøre de ting, som mennesket alene kan – det emotionelle og relationelle. Jeg er slet ikke bange for, at læreren skal blive udkonkurreretˮ
Det lyder usandsynligt og som sci-fi. Men det er snart muligt, pointerer Anders Hvid. Virtual reality bliver allerede brugt til at skabe laboratorier til kemi- og biologiundervisningen på universiteterne, og hvorfor ikke også indrette de dyreste værksteder på erhvervsskolerne og AMU i en virtual reality verden, som altid nemt kan justeres til de nyeste værktøjer og opgaver? Eller hvad med en chatrobot, der svarer på elevernes mest basale spørgsmål, så læreren kan koncentrere sig om eleverne med de dårligste forudsætninger? Hvad med automatiseret retning af 30 skriftlige opgaver med grundig analyse af elevens udvikling fra de forrige opgaver og kursistens særlige tendens til at lave fejl med nutids-r’erne?
Hvad med at sætte en robot til at undervise?
Det sidste er dog for langt ude, mener Anders Hvid.
Tema om digitalisering:
- Vi skal blive ved med at gøre de ting, som mennesket alene kan – det emotionelle og relationelle. Jeg er slet ikke bange for, at læreren skal blive udkonkurreret. I lige præcis læringssituationen er mennesket og relationen helt central. Jeg kan næsten ikke komme på nogen ting, som en computer ikke kan, men der er nogle steder, hvor det bare ikke giver mening, siger Anders Hvid.
Og han bakkes op fra flere kanter. En undersøgelser fra Oxford University forudser, at knap halvdelen af medarbejderne på det amerikanske arbejdsmarked kan erstattes af computere. Men undervisning er en af de brancher, der er mindst udsat. En lignende undersøgelse, som Tænketanken Kraka og fagforeningen HK står bag, viser, at en tredjedel af jobbene i Danmark vil forsvinde. Og her udpeges læreren igen som en af de mest fremtidssikrede professioner.
Grønne pebre på en våd mark
Så selvom robotterne ikke overtager lærerens plads, så har heller ikke computerbaserede teknologier som kunstig intelligens noget at gøre i et undervisningslokale, mener Theresa Schilhab. Hun er læringsbiolog og lektor i evolutionær bevidsthedsbiologi på Aarhus Universitet – altså hjerneforsker med speciale i menneskelig bevidsthed, og hvad der sker i hjernen, når man lærer.
- Det har alle dage været lærerens fornemmeste opgave at uddanne sine elever til at blive velfungerende mennesker og altså socialisere dem. Og derfor er det fuldstændig utopisk, at en robot skulle overtage. For vi er sociale dyr, der lever af at udveksle med hinanden, og det er det, læreren skal: lære eleverne at afkode verden og give dem værdier, siger hun.
Hun giver heller ikke meget for automatiserede rettelser af skriftlige opgaver. For der er noget i mennesket, som ikke kan oversættes, mener hun.
- Mennesker har en tavs viden, som aldrig kan sættes på formel, og som en computer aldrig kan simulere, for den har ingen oplevelser af verden selv. Nogle robotforskere vil hævde, at alt kan laves til algoritmer og formler, men der er meget, der sker i samtale mellem mennesker, der ikke har noget at gøre med formler, og der sker så meget ubevidst i mennesket, at man aldrig ville kunne lykkes med at kortlægge det i første omgang, siger hun og tilføjer:
- Robotter kan bruges til at plukke grønne pebre på en mark, hvor det regner.
Hvad skal vi lære i fremtiden?
- Vi skal gentænke, hvad vi har brug for at lære i dag. Har vi behov for at lære håndskrift, når alle skriver på computer? Har vi behov for at lære tysk, når simultanoversættelse er mulig med din computer? Nu bliver jeg provokerende, men vi skal turde tage diskussionen og også kigge på indsats kontra udbytte. Jeg havde tysk fra fjerde klasse som eksempel, men er de mange timer det værd, når man ser på, hvor lidt jeg bruger det i dag? Overhovedet ikke er mit svar.
Hvordan forbereder man unge og voksne til et arbejdsmarked og en fremtid, vi ikke kan forudse?
- De skal have teknologisk intuition. Unge skal ikke være fremmede over for teknologien, men have en fornemmelse for, hvad det er, og hvilket værktøj, det er. Vi skal selvfølgelig også træne dem i kontinuerlig læring, og at de ikke er færdige med at lære, når de har fået svendebrevet i hånden. Og så er det vigtigt at give dem evnen til at aflære – eller bypasse sin læring. Og det er rigtig svært. Men vi skal øve os i at turde udfordre de paradigmer, vi har lært.
Underviserens rolle udvikler sig
Og hvad med praktikerne? Lasse Overgaard underviser på avu på VUC Lyngby, og han har både e-learning og traditionel klasseundervisning. Han mener godt, at de nye teknologier kan bruges til rugbrødstræning. For det er tidsbesparende, som han siger, og så har man tid til at hjælpe flere.
- Men kursisterne kan godt brokke sig lidt over bare at skulle sidde og glo ind i en skærm, og det glemmer vi lidt i den her diskussion. Men jeg mener, vi skal omfavne det, som kan bruges af fremtidens udvikling, og hvorfor sidde og fedte med en kuglepen og 30 opgaver, hvis der er udviklet et smart program til at rette dem? spørger han og svarer selv:
- Nogle gange kører det bare, men der er nogle missing links, som vi skal være meget opmærksomme på. For nuancerne kan nemt forsvinde. En kursist fik 68 procent rigtige – men hvad betyder det så?
Og i den teknologiske malstrøm skal læreren også huske at holde fat i sin metodefrihed og ikke bare lade sig forføre af forproducerede læringsuniverser med en årsplan, der lige er klar til at printe ud, mener Lasse Overgaard.
- Jeg kan godt lide at bruge min hjerne og at tilrettelægge undervisningen til lige præcis dén klasse eller ændre i planerne, når kursisterne er optagede af et bestemt emne. Det er noget af det, jeg godt kan lide ved mit job, siger han.
Men hans største bekymring ved den ekspotentielt accelererende udvikling går faktisk overhovedet ikke på, om læreren skal blive udkonkurreret. Men om de mest socialt og fagligt udsatte kursister bliver det.
- Forleden skulle jeg bruge et kvarter på at instruere en kursist i at sende en e-mail. Det havde kursisten aldrig prøvet før. Den her generation unge er vokset op med internet, og de har en smartphone, men de aner ikke, hvordan de skal bruge den, eller hvor de skal lede efter de værktøjer, der kan hjælpe dem. De kommer ikke fra et hjem, hvor de har fået nogen instruktion i computere fra forældrene, som formentlig står i samme situation som dem. Og hvis man hverken har knækket koden med læsning eller matematik, så har man bestemt heller ikke knækket den digitale kode. De kommer jo nærmest til at være handicappede i fremtiden, siger han.
