Adressen er den samme – www.uddannelsesforbundet.dk - men ellers er der ikke meget tilbage af Uddannelsesforbundets tidligere hjemmeside.
Efter en gennemgribende omlægning er siden blevet mere enkel i både design og struktur, så det er lettere at få et overblik og finde de informationer, du søger. Besøger du siden fra en mobil eller en tablet, vil indholdet automatisk tilpasse sig, så det vil være lige så let at finde informationer og læse tekster på mobil enhed.

Enkel og overskuelige opbygning

Alt indhold er læst igennem, der er blevet sorteret godt ud i de store tekstmængder, og den nye hjemmeside er bygget op, så det er let at finde kerneindholdet. På forsiden finder du i topmenuen adgang til eksempelvis regler, råd og vejledning om løn og ansættelsesvilkår, medlemsfordele og service og arrangementer.
Samtidigt er søgefunktionen blevet bedre, så det vil blive lettere at finde det rigtige materiale ad den vej.
Der vil stadig være nyheder om vilkår, faget og forbundet, og som noget nyt bliver det muligt at sortere i nyhederne efter emner.

Håndbøger til tillidsvalgte og ny lønberegner

Tillidsvalgte får deres eget område. En fane i toppen er vejen til forsiden af det indhold, vi har målrettet tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Blandt andet er der udviklet nye elektroniske håndbøger, hvor der er samlet materiale om relevante regler, anbefalinger, aftaler og lovgivning emnevis, der kan bruges som opslagsværk i rollen som tillidsvalgt.
Som noget nyt er også udviklet en lønberegner. Lønsammensætningen er meget kompleks, så det kan være svært at gennemskue lønnens størrelse på de forskellige ansættelsesområder. Med den nye lønberegner kan du let tjekke lønniveauet på det område, hvor du er ansat eller ønsker at blive ansat.