Uddannelsesforbundets medlemmer stiller spørgsmål til politikerne op til folketingsvalget.
Hvad vil partierne på det uddannelsespolitiske område? Og hvordan påvirker politikernes holdning din hverdag som lærer? Uddannelsesbladet har stillet politikere fra begge sider af Folketingssalen en række spørgsmål, som medlemmer af Uddannelsesforbundet har sendt ind. Find alle svarene nederst i artiklen.
Dog var der ét spørgsmål, som alene den socialdemokratiske undervisningsminister kunne svare på.
Spørgsmål: Hvordan kunne en S-ledet regering gå med til den overkørsel af landets lærere, der fandt sted i 2013?
Christine Antorini (S), undervisningsminister:
- Vi kunne ikke drømme om at 'køre landets lærere over'. Kunne jeg have ønsket mig noget anderledes, var det lige præcis, at OK13 ikke endte i en konflikt, fordi overenskomstparterne ikke kunne blive enige på det kommunale lærerområde. Nu er der netop indgået en ny OK15, og jeg håber virkelig, den bliver en ny begyndelse, hvor vi alle gør det bedste for at samarbejde om at give den nye EUD-reform den bedst mulige start. Til gavn for de unge og til gavn for det danske samfund, fordi vi har brug for langt flere dygtige faglærte i fremtiden.