Lønforhandling for ny kollega

Når en ny kollega skal ansættes, ligger der en opgave i at få kandidatens lønforventninger indfriet så godt som muligt. Læs om din rolle som TR i den proces.

Ved en nyansættelse skal der finde en lønforhandling sted.  

Kandidaten skal i forbindelse med en af ansættelsessamtalerne have besked om lønniveauet, samt hvilke løndele der forhandles af TR.  

Du bør her være opmærksom på, at lønnen bliver oplyst så konkret som muligt. Det er for eksempel ikke klart nok at oplyse om, at lønnen følger centrale aftaler eller overenskomst og eventuelle lokale forhåndsaftaler. Allerhelst skal der oplyses et beløb, samt om det er inklusive eller eksklusive pension.  

Snak med kandidaten om lønforventninger 

Når der er udpeget en kandidat til stillingen, forhandler du vedkommendes lønindplacering på plads med ledelsen. 

Inden lønforhandlingen bør du kontakte kandidaten for at få afklaret, hvilke forventninger han eller hun har til lønnen. 

Lønforhandlingen skal tage udgangspunkt i din nye kollegas kvalifikationer og erfaring.  

Du kan forsøge at indgå en specifik aftale om tillæg for den pågældende medarbejder, hvis vedkommende har kvalifikationer og erfaring eller arbejdsopgaver, som ligger uden for rammerne af de centralt aftalte tillæg eller de lokalløns-tillæg, der på forhånd er aftalt med ledelsen. 

Søg indflydelse ved nyansættelser

På mange arbejdspladser er det fast procedure, at TR involveres og inddrages, når en ny kollega skal ansættes.  

Er det ikke tilfældet, hvor du er ansat, anbefaler vi, at du søger indflydelse, når en ny kollega skal ansættes. For eksempel ved at være en del af ansættelsesudvalget eller deltage i ansættelsessamtaler. 

Råd til lønforhandlingen for en nyansat kollega

  1. Tjek op på stillingen: Hvilket job skal den nye kollega varetage, og hvilke funktioner og opgaver rummer stillingen? 
  2. Få detaljer på plads om din nye kollega: Spørg ind til kollegaens erfaring og anciennitet, så du kan få afdækket, dels om vedkommende bliver placeret på det rette løntrin, og dernæst hvilke centralt aftalte og forhåndsaftale tillæg der vil være relevant for vedkommende. 
  3. Spørg til din kollegas lønforventninger: Tal igennem, hvad der vil være de stærkeste argumenter for tillæg. Læg en ambitiøs, men realistisk, strategi sammen. 
  4. Send oplæg til ledelsen: Beskriv, hvilke tillæg I mener, den nyansatte kollega bør have og begrundelsen for det. Når I forhåbentlig når til enighed, underskriver I aftalen.

Hvornår skal lønnen være på plads?  

Lønnen bør så vidt muligt være aftalt, inden kandidaten takker endeligt ja til stillingen. 

Er det ikke muligt at nå i hus med en forhandling af alle løndele, kan I til en start aftale, hvad lønnen cirka forventes at lande på, med eller uden pension.

Derefter noterer I på skrift, at den endelige lønsammensætning på baggrund af erfaring og lokalløn vil følge på et senere tidspunkt.