Når stress kommer snigende - det kan du gøre som AMR

Få råd til, hvad du som AMR kan gøre for at spotte og handle på stress blandt dine kolleger.

Stress er ofte en af de helt store udfordringer for det psykiske arbejdsmiljø – også på undervisningsområdet.

Som AMR er det vigtigt, du er opmærksom på stress-symptomer blandt kollegerne, så der kan gribes ind, før det bliver alvorligt. 

Mennesker reagerer individuelt på stress, men nogle af de typiske symptomer er: 

  • Søvnløshed. 

  • Hjertebanken og åndenød. 

  • Glemsomhed. 

  • Humørsvingninger. 

  • Let til gråd. 

  • Koncentrationsbesvær. 

  • Ubeslutsomhed. 

  • Svimmelhed. 

  • Manglende appetit. 

  • Lav irritationstærskel. 

Sådan kan du spotte stress hos en kollega 

Du kan blandt andet forsøge at være opmærksom på ændringer i en kollegas adfærd.

Hvis en kollega ikke er som han/hun plejer at være, så forsøg at være opmærksom på stresstegn som:

  • Svingende humør: Kollegaen virker måske opfarende det ene øjeblik og munter det andet. 
  • Social tilbagetrækning: Kommer kollegaen ikke med til pause eller siger nej, når I spørger? 

  • Træthed, svimmelhed, hovedpine, mavepine eller andre kropslige symptomer. 

  • Tristhed, irritabilitet, rastløshed, hukommelsesbesvær eller andre psykiske symptomer. 

  • Mistet overblikket ved at lader ting flyde og have svært ved at træffe beslutninger. 

  • Ustabilitet ved ikke at komme på arbejde, glemme ting eller ikke levere sin normale arbejdsindsats. 

Hvad kan du gøre som AMR? 

Hvis du oplever, at stress er et problem for det psykiske arbejdsmiljø på jeres arbejdsplads, er det vigtigt at afdække problemerne.

Er der for eksempel lavet arbejdspladsvurdering (APV) inden for de sidste tre år? Hvis der ikke er det, skal der laves en, som skal afdække, hvor stort problemet er.  

Læs mere i artiklen: Arbejdspladsvurderinger (APV)

Derudover kan du

  1. Opfordre dine kolleger til at tage en stress-test. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har udviklet en stress-test, som du kan sende dem et link til. De kan tage stress-testen her 
  2. Samarbejde med TR om at skabe en kultur, hvor man er opmærksom på hinanden og hvor det er okay, at man som kollega spørger, om man har for mange arbejdsopgaver eller føler sig stresset for tiden. Lav eventuelt en aftale med hinanden om nogle fælles spilleregler. 
  3. Arbejde for at skabe en kultur, hvor du opfordrer dine kolleger til at tage en snak med dig eller TR, hvis de føler sig pressede. Du kan altid søge hjælp hos os, hvis du er i tvivl om, hvordan du så kan hjælpe dem.  
  4. Sørge for med jævne mellemrum at tage emnet op, når I taler om arbejdsmiljøet på din arbejdsplads. Opfordr gerne ledelsen til, at I udarbejder en stresspolitik, hvis I ikke allerede har en.  

Kontakt

Bliv klædt på til at forebygge stress

BrancheFælleskabet for Arbejdsmiljø har udviklet materialer, der skal inspirere til at forebygge stress på skoler og uddannelsesinstitutioner. Her finder du blandt andet værktøjer til den gode dialog om stress i personalegruppen, teamet og med ledelsen.