Lokale aftaler om arbejdstid

Du har mulighed for at indgå lokale aftaler om arbejdstid. Her kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på.

Du og ledelsen kan indgå lokal aftale om arbejdstid. En lokal aftale kan omfatte specifikke bestemmelser, eller det kan være en omfattende og fuldstændig aftale. 

Forudsætningen er, at en lokal aftale giver værdi til lærerne. Derfor er det væsentligt at forholde sig til, hvilket forhandlingsudgangspunkt den centrale aftale giver. 

I den centrale arbejdstidsaftale er hensigten og intentionen, at der samarbejdes, og at der er transparens i planlægning og prioritering. Der skal være balance mellem tid og opgaver, undervisning og forberedelse samt balance mellem hensynet til den enkelte læreres individuelle forberedelse og det kollektive samarbejde. 

Få afklaret mandatet først

Når du overvejer, om der skal indgås en lokal aftale, er din kontakt til medlemmerne meget vigtig, hvad enten du overvejer en fuldstændig aftale, eller om overvejelsen går på en supplering af eller afvigelse fra specifikke bestemmelser.  

Du forhandler på mandat fra medlemmerne og styrker dit forhandlingsudgangspunkt, når mandatet er afklaret og kvalificeret gennem drøftelser med medlemmer. 

Vi opfordrer dig til at sparre med Uddannelsesforbundets sekretariatet inden du påbegynder forhandlingerne om en lokal arbejdstidsaftale.