Ansættelse i fleksjob

Når en ny kollega bliver ansat i et fleksjob, er der en række forhold, som du skal være opmærksom på.

Fleksjob er et tilbud til personer, der på grund af en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne ikke kan få eller fastholde et arbejde på normale vilkår. Fleksjob bevilges af jobcenteret.

Ved ansættelse i et fleksjob tages der hensyn til, at medarbejderens arbejdsevne er begrænset, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne. Arbejdsgiveren udbetaler løn og pension for det effektive antal timer, som fleksjobberen udfører. 

Er der tale om ansættelse af en eksisterende medarbejder i fleksjob, bruges betegnelsen ’fastholdelsesfleksjob’. 

Hvilke regler og vilkår gælder for et fleksjob 

Ved ansættelse i et fleksjob er man som udgangspunkt ansat efter gældende overenskomst, medmindre der er indgået aftale om andre vilkår. 

Ved ansættelsen af en person i fleksjob har du den samme rolle som ved øvrige ansættelser. Du skal således forhandle en aftale om løn, lønindplacering og eventuelle løntillæg på plads på vegne af din nye kollega. 

Du skal dog være særlig opmærksom på: 

  • Ved ansættelse af en fleksjobber skal jobcenteret vurdere arbejdsintensiteten i det konkrete job. Arbejdsintensiteten kan for eksempel blive sat til 50 procent. Det kan betyde, at fleksjobberen skal være 12 timer på arbejdspladsen om ugen, men kun får løn for seks timer. 
    Du skal som TR være særlig opmærksom på fastsættelse af arbejdsintensiteten. Den bør normalt være på 100 procent, når opgaven er undervisning og vejledning. 

  • Der kan være hjemmel til at fravige overenskomsten, men det skal konkret aftales med Uddannelsesforbundet. Du har som TR ikke kompetence til at fravige overenskomsten for en fleksjobber. 

  • På det kommunale område er der hjemmel til at ansætte fleksjobberen alene på basisløn. Det vil sige uden for eksempel kvalifikationstillæg. Kontakt os, hvis din nye kollega i fleksjob ikke aflønnes efter samme vilkår som de øvrige kolleger.  

  • På arbejdspladser under de statslige overenskomster kan arbejdsgiveren modtage et særligt tilskud til ansættelse af en fleksjobber. Tilskuddet udgør 50 procent af begyndelseslønnen for det antal timer, som arbejdsgiveren udbetaler løn for. 

  • Arbejdsgiveren skal overholde de skånehensyn, som jobcenteret har beskrevet for fleksjobberen. Sker det ikke, er der tale om et brud på reglerne for ansættelsen, og det kan have konsekvenser for både personens helbred og bevilling af fleksjob, hvis man for eksempel arbejder mere end aftalt. Kontakt Uddannelsesforbundet for vejledning, hvis vedkommende er medlem.