Mette hyldede fællesskab og forbund fra talerstolen

På Uddannelsesforbundets kongres 2023 havde Mette Kofoed bedt om ordet. Hun mødte op med en personlig tak for at være grebet som medlem, da et betændt psykisk arbejdsmiljø havde nedbrudt hende.

Skrevet af

- Min tale i dag handler om den betydning, det kan have for et menneske at blive grebet af fællesskabet. Den enorme kraft, der ligger i at stå sammen side om side i en kæde, hvor hvert led binder ind i det næste. Sådan indledte Mette Kofoed sin tale foran de delegerede ved Uddannelsesforbundets kongres i november. 

Hun havde bedt om ordet, da hun ville sige tak for den hjælp og støtte, hun fik gennem sit medlemskab af Uddannelsesforbundet på et tidspunkt i livet, hvor hun havde allermest brug for det. Først af sin tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant på arbejdspladsen, siden af konsulenter i Uddannelsesforbundets sekretariat. 

Ramt af fællesskabets skyggeside 

Uddannelsesbladet bragte Mettes historie i september 2022. Her ventede hun på at få afklaret, om hun kunne få tilkendt førtidspension.

Fire år forinden var hun bukket under for det usunde psykiske arbejdsmiljø, som havde fyldt hendes arbejdsliv gennem syv år med mobning, krænkelser og nedladende kritik som en del af hverdagen.

I de år oplevede hun fællesskabets bagside. At ingen kolleger sagde fra over for den forråelse, der havde sneget sig ind i kulturen. Fra talerstolen satte hun ord på, at det værste netop var konstant at blive devalueret. At blive efterladt med en grundfølelse af at være forkert. At få sit arbejde nedgjort og latterliggjort. Og at opleve et konstant skift i stemninger i forhold til, om hun var inde eller ude. 

- Jeg blev ramt af at stå alene. At kollegaer med mentalt og socialt overskud så passive til og tilsyneladende ikke synes, at jeg var værd at hjælpe. At fællesskabet ikke gjorde noget.  

Læs Mettes fortælling herunder:  

Udsigt til førtidspension efter mobning og forrået ledelse    

Hang i det yderste af fingerspidserne 

Men, som Mette fremhævede i sin tale, kan et fællesskab også løfte:  

- Hvordan kan jeg stå her i dag? Hvorfor slap jeg ikke bare, da jeg hang udover klippen i det yderste af mine fingerspidser?  

- Jeg rakte først og fremmest ud til min TR, til mit forbund, til mit faglige fællesskab. Sekretariatet (Uddannelsesforbundets, red.), min TR og min AMR blev mine livsvidner og kunne sige: Du digter ikke. Det er absurd det, du er blevet udsat for. 

Mette blev grebet af fællesskabet. Et fagligt fællesskab, hvor det ene led griber ind i det andet og skaber den styrke, der skal til for at kæden ikke brister, når den strækkes fuldt ud. Hun oplevede nu endelig at blive set og hørt.  

 - Det afgørende for mig dengang, og for hvor jeg er nu, var, at fællesskabet dannede ring om mig. At de rigtige ting blev sagt på de rigtige tidspunkter, sagde hun fra talerstolen, om oplevelsen af at have en fagforening, der holdt fast, da hun ikke selv magtede. Som hjalp med at bane vejen til den førtidspension, der var endt som en nødvendighed på grund af de ødelæggende oplevelser på arbejdspladsen. 

- Det kan noget at have sin fagforening med til møde i kommunen. Det giver respekt og pondus, at en anden kender til lov og ret og kan huske, hvad lægeerklæringerne siger og på den fineste måde kan binde det hele sammen på et anspændt møde, hvor kommunen i virkeligheden prøver at undsige sig, fortalte Mette. 

- Man behøver ikke have en rocker med til sådan noget. Man kan bare tage en med fra Uddannelsesforbundet. Det har fuldstændig samme værdi som en vest. 

Artiklen fortsætter under billedet

Mettes råd, hvis du oplever forråelse 

Til Uddannelsesbladet gav Mette Kofoed disse råd, hvis du som hende oplever at blive nedbrudt af arbejdspladsens arbejdsmiljø:  

  • Vend dig om og gå væk. Gå væk fra en arbejdsplads, hvor du kan mærke, at det ikke er rigtigt for dig. Det er ligegyldigt, hvad dit hoved siger, du bør gøre. Gå væk! Find dig noget nyt, kom videre. Du skal passe på dig selv. 
      

  • Vær forankret i en fagforening. Det har gjort en afgørende forskel for mig. Uden konsulenterne i Uddannelsesforbundet havde jeg ikke været her i dag. 

Endnu ikke medlem? Meld dig ind her
Delegerede ved Uddannelsesforbundets kongres
De delegerede ved Uddannelsesforbundets kongres fik et stærkt og personligt indblik i, hvordan det kan opleves at få hjælp i Uddannelsesforbundet, da Mette Kofoed holdt sin tale. Foto: Mette Ovgaard

Følgesvende på svær vej 

I dag har Mette fået tilkendt en førtidspension.  

Hendes arbejdsliv har nået en endestation, men hun har meget at være taknemmelig for, forsikrede hun:   

- Selvom der ikke er noget kort, en rute eller en pil at følge, så er der sommetider en stjerne. Der er sågar en fagforening. Jeg vandrede nemlig ikke uden følgesvende. Jeg fulgte vejens sving side om side med dem, jeg holder af, og med alle jer med rygsækken fyldt af faglighed, professionalisme, venlighed, åbenhed og lydhørhed. 

- Der er lys på min vej frem. Jeg er her. Og jeg har ikke noget dårligt liv. Man kan komme igen til noget nyt og noget andet, end man måske troede og håbede på, sagde Mette, inden hun afsluttede med at takke Uddannelsesforbundet foran kongressen.  

- Jeg er taknemmelig for, at kæden holdt. At I greb mig, da jeg faldt. Jeg er taknemmelig over, at I – dette fællesskab – var der, da jeg havde brug for det. I holdt hånden under mig, og I slap aldrig, før jeg var i mål. Fortsæt med at sprede jeres net ud, fortsæt med at kæmpe for overenskomster og for psykiske og fysiske arbejdsvilkår. For måske netop i denne tid er I så uendeligt betydningsfulde, og det skal I aldrig glemme.  

- Tusind tak for fællesskabet. For kæden, der aldrig slap.  

Du kan se Mettes fulde tale i videoen øverst i artiklen.

Læs også

Se flere nyheder

Genveje