Da Hanne Pontoppidan lørdag formiddag indtog talerstolen til Uddannelsesforbundets kongres med sin beretning i hånden, var det med et tydeligt budskab om at styrke det faglige fællesskab, der ifølge formanden er hjørnestenen i Uddannelsesforbundet:
- Vi skal altid fastholde fokus på hele det faglige fællesskab. På det, der binder os sammen.
- Vi står med en gruppe unge og voksne hver dag, som drager fordel af vores viden og erfaring. Som uden vores indsats ikke ville få springbrættet ind på arbejdsmarkedet, videre i uddannelse eller videre i deres liv. Og hvis vi skal gøre den forskel, disse mennesker fortjener, så skal vi have de nødvendige faglige forudsætninger, et tilstrækkeligt antal kolleger i et fagligt fællesskab, tilstrækkelig tid til både at forberede og gennemføre forløbene med de unge og voksne. Og det skal vi i fællesskab sikre, at der er både bevågenhed om og vilje til at give os, lød det fra Hanne Pontoppidan, som med et smil tilføjede.
- Og så giver det sig selv, at vi også vil have en ordentlig hyre for det.
At Uddannelsesforbundet medlemmer er ansat på tværs af mange forskellige skoleformer, fremhævede hun som en styrke.
- Vi kan se, hvordan tingene spiller sammen, hvad der virker bedst i forskellige situationer, og hvor vores målgrupper kommer til kort i overgange mellem forskellige uddannelsesforløb. Det er her, vi får den store viden, vi bruger, når vi skal forbedre vilkårene for lærere og vejledere. Og det er her, vi henter troværdighed, fordi vi politisk ikke er sælgere for bestemte institutionstyper, men derimod har fokus på, hvad der netop virker bedst i de givne situationer i forhold til de givne målgrupper.
Den viden og troværdighed skal bruges til at sikre kvalitet i tilbuddene og opnå indflydelse, forsikrede formanden videre.
- Uddannelsesforbundet skal være et forbund, der kender og tydeliggør de faktiske forhold fra lærernes og vejledernes hverdag. Der ved, hvor skoen trykker både uddannelsespolitisk og fagpolitisk. Og som går efter indflydelse lokalt og centralt – hver dag.
Bekymrende er det dog, at mange af Uddannelsesforbundets områder de senere år, har oplevet massive besparelser og fald i tilgangen af elever og kursister med et stort antal afskedigelser til følge.
- Vi har det seneste årti oplevet et stort pres på vores arbejdspladser – et pres med enorme besparelser, effektiviseringer og øget mængde af undervisning; et pres, der groft sagt har medvirket til at fjerne blikket fra vejledning og undervisning som en proces til i stedet at se det som en produktion.
- Det har betydet, at mange medlemmer er faret vild i arbejdet og er bukket under. De er blevet sygemeldt eller er søgt væk. Desuden er mange blevet afskediget på grund af faldende søgning og forringet økonomi til vores uddannelser. I en situation med vedvarende usikkerhed om jobbet og rammerne for at gøre en forskel, kan fokus let blive alene på ansættelsesvilkår, men det må ikke ske. For hvis vi alene har det fokus, taber vi os selv, vi taber vores DNA som fagforening – som fagligt fællesskab.
Hanne Pontoppidan præsenterede sin beretning ved Uddannelsesforbundets kongres, som foregår den 25. og 26. november.
Kongressen finder sted hvert tredje år. Her vælger de delegerede blandt andet formand og næstformand, og de sætter retningen for Uddannelsesforbundets arbejde og indsatsområder for den kommende kongresperiode.
"Vi vil et forbund, der kender og tydeliggør de faktiske forhold fra lærernes og vejledernes hverdag. Vi vil et forbund, der ved, hvor skoen trykker både uddannelsespolitisk og fagpolitisk. Og vi vil et forbund, der går efter indflydelse lokalt og centralt – hver dag."
De organisatoriske omvæltninger, som medlemmerne oplever, har også haft den konsekvens, at vi er blevet færre i Uddannelsesforbundet over de seneste år. Den udvikling skal ifølge Hanne Pontoppidan vendes den kommende kongresperiode. For vil man have indflydelse, kræver det et stærkt talerør.
- Uddannelsesforbundet er medlemmerne! Uden medlemmer intet forbund. Uden forbund ingen kollektive vilkår og forhandlinger. Jeg siger det bare.
- Så kan man have alle de fine forsikringsordninger, man vil – i et forsikringsselskab. Man skal huske, at forsikringsordninger kun er noget værd, hvis man rent faktisk har noget at forsikre.
Selvom der ligger mange sejre i fagbevægelsens og Uddannelsesforbundets bagage, er medlemmernes vilkår stadig ikke fuldt ud, som man kan ønske sig. Der er stadig meget at kæmpe for, lød det fra talerstolen.
Et af de første sværdslag i den kommende kongresperiode bliver OK24. Her vil Uddannelsesforbundet udover løn, arbejdsliv i balance og arbejdstidsaftaler også have fokus på bedre vilkår for tillidsrepræsentanternes arbejde.
- Vi vil have et markant større fokus på betydningen af TR’s arbejde. Og vi vil have respekt for TR og TR-funktionen. Derfor går vi også til OK24 forhandlinger med TR-krav som helt centrale.
- Efter OK13 har vi også oplevet en mere generel kulturændring fra skoleledelsernes side. Vi oplever en mindre respekt for TR-institutionen som sådan, og en tendens fra skoleledelsens side til at se TR som en slags HR-konsulent.
Som tillidsrepræsentant er man en vigtig katalysator for det nære kollegiale fællesskab på arbejdspladsen, men man er også en vigtig brik i Uddannelsesforbundets kontakt og relation til medlemmerne. En stærk tillidsrepræsentant øger chancerne for, at flere vil være med i det store faglige fællesskab af ligesindede.
- For alle os medlemmer i Uddannelsesforbundet ligger der en enormt vigtig sammenhængskraft i ikke bare vores faglige vilkår, men i de tilbud, vi giver til elever og kursister, og i den kvalitet, vi kan levere i vores arbejde. For mange lærere og vejledere er en pause på arbejdet eller fyraften ikke lig med emneskift. De undervisnings – og vejledningsfaglige diskussioner, problemer og løsningsforslag fortsætter ind over madpakker og efter fyraften.
- Vi har at gøre med en enormt dedikeret medarbejdergruppe, for hvem det kollektive afsæt er enormt vigtigt, og for hvem elevernes og kursisternes fremtidige muligheder betyder alt. Det er et forhold, vores arbejdsgivere nogle gange overser, synes jeg nok, sagde Hanne Pontoppidan og sluttede sin beretning, hvor hun startede med fokus på fællesskabet.
- Vi skal bruge dette stærke kollektive afsæt for vores elever og kursister og for vejledning og uddannelse til også at sikre, at vi får alle med i Uddannelsesforbundets fællesskab. Fællesskaber giver styrke, tryghed og mening. Og fællesskaber er hele forudsætningen for fagbevægelsens mange sejre.
- Der er blevet talt meget om økonomien i erhvervsuddannelserne. Ja, i adskillige år. Vi tillader os her i 2023, at tro på, at uddannelsernes økonomi tages alvorligt, og at der sker noget NU. Men vi må konstatere, at der ikke kommer så stort et løft i 2024, og set i lyset af de mange års besparelser, er behovet altså meget, meget stort, og behovet her og nu er stort. Bemærk min tidligere opfordring til, at skolerne her og nu får mulighed for at udvikle de pædagogiske miljøer, og at lærerne får den nødvendige pædagogiske og faglige uddannelse, så de er parate til den forventede vækst i antallet elever.
- Hvis denne regering mener alvorligt, at man vil rette op og gøre erhvervsuddannelserne til et attraktivt tilbud til de unge og give erhvervslivet mere erhvervsuddannet arbejdskraft, så skal indsprøjtningen her og nu være kraftigere. En større andel skal frigives allerede i 2024.
- Samfundet og erhvervslivet har i adskillige år råbt på faglært arbejdskraft. For ikke så mange år siden efterspurgtes 100.000 nye faglærte og nu en hel del flere, og man kan da kun forbavses over, at der ikke er blevet handlet før. Tværtimod har man skåret og skåret - og når der nu handles, så er det i for små bidder. Der er sparet ind til benet, og man er ude på skolerne begyndt at gnave i knoglerne.
- Igennem en del år er der blevet talt om de 43.000 unge og unge voksne, som er uden job og uddannelse. En gruppe som har fået en del opmærksomhed politisk, men som jo stadig eksisterer, uden at der er gjort noget mærkbart ved andelen. Dens omfang er i hvert fald ikke ændret.
- Nogle af Uddannelsesforbundets områder kan netop give disse unge og unge voksne et tilbud. For eksempel ungdomsskolens heltidsundervisning, FGU – den Forberedende Grunduddannelse, daghøjskolerne, STU og TAMU.
- TAMU er et af forbundets helt små områder. En arbejdsmarkedsuddannelse for 18-30-årige med personlige og sociale vanskeligheder. Uddannelsen bygger på, at alle kan forandre sig. Hverdagen på uddannelsen er som på en rigtig arbejdsplads med reel produktion - et eksempel på et godt tilbud som er velfungerende, men ikke så kendt, og som kan bruges mere, end det er tilfældet.
- Størstedelen af eleverne, som færdiggør FGU, kommer videre i uddannelse eller beskæftigelse, og Reformkommissionen anbefaler, at FGU styrkes, og vurderer, at FGU er et centralt redskab til at få unge videre.
- Men FGU har det svært. Kommunerne bruger ikke tilbuddet i tilstrækkeligt omfang til de unge i målgruppen, og taksterne er helt utilstrækkelige. Begge dele har vi påpeget igen og igen.
- I tirsdags kom der så en politisk aftale, som vi er rigtig glade for. Vi har en stor tro på, at aftalen vil betyde, at der kommer en del flere unge på FGU, og så sikrer den et permanent økonomisk løft til området. Vi har afholdt et første medlemsmøde om aftalen i torsdags. Medlemmerne skal vide, hvad der ligger i de aftaler, der indgås, og hvilke dele af aftalen, vi som forbund vurderer særlig vigtige.
- Hele vores voksen- og efteruddannelsessystem er seriøst presset. Men et velfungerende voksen- og efteruddannelsessystem er en forudsætning for den fremtidige samfundsudvikling, som politikerne taler om – digitalisering og bæredygtighed skal gennemsyre både vores arbejdsmarked og vores samfund. Jamen, så skal borgerne også have mulighed for at udvikle de almene, grundlæggende, sproglige og faglige kompetencer, der er nødvendige for at klare sig i samfundet og på arbejdsmarkedet.
- Jeg mangler at se et politisk hjerte, der banker for de kortuddannede voksne, og det har jeg manglet i adskillige år. Jeg mangler at se en større forståelse for betydningen af uddannelse til denne befolkningsgruppe. Disse voksne og institutionerne, som gennemfører uddannelse for denne gruppe, virker glemt, og aktivitetstallene og økonomien bekræfter det.
- Det er i den grad tid til at investere her.
- For nyligt blev der indgået en trepartsaftale for voksen- og efteruddannelse, men jeg studser over, at det bredere almene fokus overhovedet ikke er medtænkt, FVU er der – og i en udvidet udgave, som vi har ønsket det - og godt for det. Men en stor del af de kortuddannede har altså brug for hele AVU-pakken – brug for en bredere og mere grundlæggende almen opkvalificering.
- Uddannelsesforbundet har i kongresperioden haft et meget stort fokus på VUC. Baggrunden er, at VUC er voldsomt trængt – ikke kun i udkantsområderne, men langt de fleste steder i landet. Uddannelsesforbundet har blandt andet haft et tæt samarbejde med Gymnasieskolernes Lærerforening og danske HF og VUC om et visionspapir for VUC. Vi organisationer har haft mange og tilbagevendende møder internt og eksternt med de relevante ordførere og ministre i Folketinget.
- Hvis VUC fortsat skal løfte deres – for samfundet – meget nødvendige opgave med at få alle med, så skal politikerne handle meget snart; og den fælles indsats mellem de tre organisationer kører derfor her under de afsluttende finanslovsforhandlinger med uforandret styrke.
- Et tidligere nævnt problem på Danskuddannelsesområdet er, at kommunerne vælger at konkurrenceudsætte området. Og indtil nu har vi set, at kommunerne i disse licitationsrunder har haft et meget skarpt øje på prisen. Hvem kan løfte opgaven billigst?
- Ved hver eneste udliciteringsrunde ser vi, at kommunerne tager en besparelse hjem, og det er overhovedet ikke fordi, den tidligere sprogskole svømmede i en alt for god kontrakt. Det er simpelthen fordi, det er et område, hvor man løbende kan forringe tilbuddet, uden nogen klager. Den sprogskole, der vinder den kommunale licitation, er nødt til at gøre det lidt billigere end den tidligere ved for eksempel at reducere omfanget af undervisningstimer og/eller putte flere kursister på holdene.
- Enhver udlicitering indebærer desuden en vis udskiftning af lærere. Det vil sige, der er kompetencer og samarbejder, som går tabt for den enkelte institution og for det enkelte lærerværelse, og fagligt fællesskab skal genopbygges. Desuden skaber det naturligvis usikkerhed og urimelige arbejdsvilkår for lærerne og skader samarbejdet og sammenhængskraften på lærerværelserne.
- Vi svigter dem, som skal modtage undervisningen – og vi svigter de ansatte, der skal sikre deres kursisters fremtidige muligheder i Danmark.
- Ordblindhed er et handicap, og desværre ofte et usynligt et, som mange må leve med i det skjulte i rigtig mange år. Derfor er det afgørende, at vi på alle skoler får uddannet lærere og vejledere til at kunne spotte ordblinde elever og kursister, så de kan blive screenet og får det tilbud, der kan give dem værktøjer og metoder til at kompensere for deres ordblindhed.
- Også her har vi brug for investeringer. Alle skoler bør desuden have et tilbud om ordblindeundervisning, og der skal sikres en ordentlig kvalitet i tilbuddet.
