TR's rolle ved afskedigelser

Ved afskedigelser er der opgaver, som kræver samarbejde med Uddannelsesforbundets sekretariat. Bliv klogere her.

Når et medlem bliver fyret eller varsles om det, spiller du som Uddannelsesforbundets lokale repræsentant en central rolle.

Der er dog en række opgaver, som Uddannelsesforbundets sekretariat typisk varetager. Det gælder blandt andet, hvis der skal laves indsigelse mod afskedigelsen. Ligesom sekretariatets konsulenter også står for at forhandle medlemmets vilkår i opsigelsesperioden. Det er derfor afgørende, at vi orienteres om fyringen så tidligt i processen som muligt.

Herunder finder du råd til, hvordan du indtager en god rolle, når der sker afskedigelse af et medlem.

Dit samarbejde med konsulenten

I forbindelse med en afskedigelse har du en vigtig rolle at spille, fordi du kender de faktiske omstændigheder på skolen langt bedre end konsulenten. Derfor vil Uddannelsesforbundets konsulent typisk bede dig om at levere dokumentation. Jo mere fyldestgørende dokumentationen er, jo bedre vil grundlaget være for at lave en indsigelse eller forhandle en afsked.

Det er også en fordel, hvis du sammen med medlemmet får vendt jeres overvejelser om afskedigelsen og sendt dem til konsulenten.

Munder sagen ud i en forhandling med arbejdsgiveren, vil du sandsynligvis deltage, men det er Uddannelsesforbundets konsulent, der varetager forhandlingen.

Læs mere i artiklenProcessen og regler i forbindelse med en afskedigelse

Din kommunikation med medlemmerne

Det er selvfølgelig vigtigt med hjælp og støtte til den eller de medlemmer, der er berørt af afskedigelse. Husk, at du kan tilbyde at deltage som bisidder ved møder med ledelsen.

Læs mere i artiklen: Rollen som bisidder

Det kan være meget forskelligt, hvordan folk reagerer på en fyring. Nogle har brug for at snakke, mens andre trækker sig. Fornem, hvad der er brug for hos den enkelte. Og sørg for, at medlemmet ved, at du står klar, hvis der er behov for det.

Ved større afskedigelsesrunder er det godt også at have øje for den samlede personalegruppe.

Din dialog med ledelsen

Din dialog med ledelsen i forbindelse med afskedssager kan variere, alt efter om der er tale om en saglig eller en usaglig afskedigelse. Og alt efter om den er begrundet i institutionens forhold eller personens forhold.

Er afskedigelsen begrundet i institutionens forhold, og er den saglig, drejer dialogen med ledelsen sig typisk om, hvorledes man sikrer en god proces, og i forhandlingen vil fokus være på, at medlemmet sikres så gode vilkår som muligt i opsigelsesperioden.

Er der tale om afsked, som du og Uddannelsesforbundets konsulent vurderer er usaglig, vil dialogen med ledelsen ofte være mere konfliktfyldt. Det vil være en god ide at drøfte med os, hvordan du bedst går ind i den dialog.

I alle afskedsager er det din opgave at tale medlemmets sag, men samtidig er det naturligvis vigtigt at være opmærksom på at bevare en saglig og konstruktiv dialog med ledelsen.