Opgørelse af arbejdstid

Læs om reglerne for opgørelse af arbejdstid, og hvad din opgave er som TR.

Som TR vil din rolle typisk være at medvirke til at sikre, at arbejdstiden opgøres korrekt, samt at svare på spørgsmål fra kolleger, om hvordan deres arbejdstid opgøres.   

Hvordan skal arbejdstid opgøres? 

Læreren har krav på en opgørelse af al præsteret arbejdstid hver tredje måned. 

Når årsnormen er afsluttet – det vil enten være ved årsskiftet eller ved afslutningen af skoleåret – sker der en endelig opgørelse for arbejdstid i normen. Denne opgørelse har til formål at afklare, om den enkelte medarbejder har haft overtid. 

For en ansat på fuldtid er overtid det antal timer, som overstiger 1.924 timer i årsnormen inklusive ferie og helligdage. I nettotimer er årsnormen cirka 1.680 timer. Overtiden skal enten udbetales eller afspadseres med et tillæg på 50 procent.   

Hvad regnes med i arbejdstiden? 

Alt arbejde opgøres i: 

  • Arbejdsdage (minimum fire timer), inklusive pauser og frokostpause. 

  • Selvtilrettelagt arbejde (for eksempel hjemmearbejde). Du aftaler den praktiske håndtering med ledelsen, for eksempel tidsregistrering eller brug af lærerens egen kalender. 

  • Overarbejde og nødvendigt forbrug af mertimer. 

  • Dage med ret til fravær med løn. Medregnes med antal arbejdstimer, læreren skulle have arbejdet den pågældende dag inklusive selvtilrettelagt tid. 

  • Fravær over fire uger. Opgøres med 7,4 timer pr. dag. 

  • Afviklede feriedage og særlige feriedage. 

  • Søgne-/helligdage, der ikke falder i weekender. 

  • Afspadsering af overarbejde fra den forudgående normperiode. 

  • Aldersreduktion (gælder kun for lærere født før den 1. august 1956).   

  • Lejrskole. 

  • Rejsetid. 

  • Tilkald. Tæller mindst tre timer, hvis det varsles mindre end 24 timer før. 

  • Frikøb. 

  • Ved mundtlige prøver i ungdomsskolen:  Tid medregnes eller timeløn udbetales. Du kan finde det aktuelle niveau i løntabellen. 

Er du TR på det private område?

Reglerne her gælder for kommunalt og statsligt ansatte. 

FAQ om opgørelse af arbejdstid

Ofte stillede spørgsmål i kommunen

KL (Kommunernes Landsforening) og Lærernes Centralorganisation (LC) har besvaret en række af de typiske spørgsmål om opgørelse af arbejdstid. Afklaringen tager udgangspunkt i reglerne i A20 – arbejdstidsaftalen for undervisere i kommunen.

Ofte stillede spørgsmål i staten

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Lærernes Centralorganisation/CO10 har i fællesskab udarbejdet en FAQ, der besvarer en række af de hyppigst stillede spørgsmål om opgørelse af arbejdstid. Svarene tager udgangspunkt i aftalen om arbejdstid for lærere m.fl. i staten.