Fyret uden rimelig begrundelse

Læs her, hvad du skal være opmærksom på, hvis en kollega bliver afskediget uden tilstrækkelig saglig begrundelse.

Der findes groft sagt to forskellige former for afskedigelser: 

1.   Afskedigelser begrundet i institutionens forhold. Det kan være på grund af for eksempel færre elever og dermed behov for besparelser.  

2.   Afskedigelser begrundet i medarbejderens egne forhold. Det er ofte på grund af længerevarende sygdom, men det kan også være begrundet i samarbejdsproblemer eller opgaveløsningen.  

Bliver et medlem afskediget uden tilstrækkelig saglig begrundelse, vil din rolle som TR blandet andet være at afdække det faktiske forløb forud for afskedigelsen. 

Til en start bør du altid kontakte Uddannelsesforbundets sekretariat i forbindelse med en fyring. Vi kan hjælpe dig med at vurdere, om der er grobund for at kræve forhandling med ledelsen.  

Søg svar på disse spørgsmål 

Når du kontakter os omkring en afskedigelse begrundet i medarbejderens egne forhold, vil vi typisk bede dig hjælpe med at søge svar på følgende spørgsmål: 

  • Har ledelsen afholdt møder med kollegaen, hvor der er blevet talt om de forhold, som kollegaen i ledelsens optik burde rette op på? 

  • Er der referater fra disse møder? 

  • Har kollegaen fået påtaler eller advarsler?  

  • Hvordan er medlemmets oplevelse af forløbet?  

Læg en plan for medlemmets sag sammen med os

Med udgangspunkt i den pågældende sag og den dokumentation, der ligger, vil du i samarbejde med Uddannelsesforbundets konsulent vurdere, hvordan sagen bedst gribes an.  

Er der tale en afskedigelse på grund af institutionens forhold, vil vi typisk bede dig om at undersøge, om grundlaget er i orden. Hvis for eksempel årsagen er nedgang i antallet af elever, skal ledelsen kunne dokumentere denne nedgang. 

Derudover vil vi bede dig undersøge, om nogle af de afskedigede medarbejdere har en særlig beskyttelse. Det kunne være på grund af graviditet, at man er tillidsvalg eller lignende. 

Læs, hvilke medarbejdergrupper der er særligt beskyttede i artiklen:

Processen og regler i forbindelse med en afskedigelse

Stå til rådighed for din kollega 

En kollega, der er uretmæssigt fyret, befinder sig i en ubehagelig og presset situation. 

Du kan hjælpe vedkommende ved at tilbyde din støtte og hjælpe med skabe overblik over det videre forløb.