Ferie efter afskedigelse

Hvis din kollega er blevet opsagt, så vær særligt opmærksom på regler for varsling af ferie. Det gælder særligt for opsigelser, der falder op til sommerferien. 

Hovedferie – det vil sige de tre sammenhængende uger mellem 1. maj og 30. september, som lønmodtagere har ret til – skal altid varsles mindst tre måneder, før arbejdsgiver ønsker dem afholdt. Det gælder også, hvis man er blevet afskediget. 

Reglerne er de samme, uanset om I er omfattet af den kommunale eller den statslige ferieaftaler eller af ferieloven som privat ansat.  

Det betyder kravet om tre måneders varsling 

Har din kollega tre måneders opsigelsesvarsel eller mindre, kan jeres arbejdsgiver ikke pålægge din opsagte kollega at holde tre ugers hovedferie i opsigelsesperioden.  

Hvis din kollega skal pålægges at holde sin sommerferie, skal opsigelsesvarslet forlænges med antallet af feriedage. Det vil i realiteten betyde, at din kollega får en måneds længere opsigelsesvarsel, fordi opsigelsesvarslet altid løber til udgangen af en måned. 

Hvis ferien allerede er varslet 

Det er ikke nok, at jeres arbejdsgiver allerede har varslet sommerferien, inden din kollega blev sagt op. En afskedigelse skaber en ny situation, og derfor skal reglerne om varsling af sommerferie overholdes på ny. 

Hvis den afskedigede kollega ikke får forlænget sit opsigelsesvarsel og ikke ønsker at holde ferie, så skal vedkommende i stedet arbejde i løbet af sommerferien. 

Hvis kollegaen har planlagt ferie

Har din kollega allerede bestilt  og planlagt ferien på baggrund af et oprindeligt varsel og af den grund ønsker at holde fast i sine planer, så kan vedkommende sagtens aftale det med arbejdsgiveren. Så bliver opsigelsesvarslet blot ikke forlænget.  

Har din kollega mere end tre måneders opsigelsesvarsel, kan arbejdsgiveren nå at varsle afholdelse af hovedferie inden for varslingsfristen på tre måneder. Er sommerferien allerede varslet, kan denne varsling videreføres. 

Hvad sker der med ubrugt ferie 

Har din kollega ikke holdt al sin ferie, skal tilgodehavende ferie udbetales til Feriekonto. Det gælder for alle områder.  

Bliver kollegaen fritstillet i opsigelsesperioden, er forventningen som udgangspunkt, at man bruger sin ferie i perioden, medmindre andet er aftalt. Kontakt sekretariatet i denne situation. 

At man som udgangspunkt bruger sin ferie i en fritstillingsperiode, medmindre der er aftalt andet.

Forlader din kollega arbejdsmarkedet efter opsigelsesperiodens udløb for at gå på pension (ikke efterløn), skal jeres arbejdsgiver udbetale tilgodehavende ferie direkte til din kollega. 

Mere om afholdelse af ferie i opsigelsesperioden