Disse regler gælder for feriefridage

Den sjette ferieuge, særlige feriedage eller feriefridage. Den ekstra ferieuge har mange navne, men er reglerne lige så forskellige på tværs af overenskomster? Få svar her.

Som TR kan du hjælpe dine kolleger med at få overblik over, hvordan feriereglerne er i jeres overenskomst.

Udover de fem ugers ferie, som ferieloven rummer, så giver alle Uddannelsesforbundets overenskomster ret til en ekstra uges ferie.  

I nogle overenskomster kaldes den for den sjette ferieuge. I andre overenskomster er der brugt betegnelserne særlige feriedage eller feriefridage.

Betegnelsen, der gælder for jeres område, samt regler for optjening og afholdelse vil fremgå af overenskomsten i afsnit om ferie.

I denne artikel kalder vi for nemheds skyld de fem ekstra feriedage for feriefridage.

Optjening af feriefridagene

På de fleste ansættelsesområder – det vil sige kommune, stat og nogle private overenskomster – optjenes feriefridagene i et kalenderår og kan afholdes i det følgende år fra 1. maj og til 30. april året efter. 

På nogle private overenskomster optjenes feriefridagene på samme måde som den almindelige ferie. Det vil sige, at de optjenes og afholdes i ferieåret fra 1. september til 31. august året efter.

Afholdelse af feriefridagene

På det kommunale område råder den enkelte medarbejder selv over, hvornår feriefridagene afholdes (dog under hensyn til skolens drift), eller om de ønskes udbetalt eller overført.

På det statslige område kan den enkelte medarbejder inden 1. januar selv fastsætte tidspunktet for afholdelsen (dog under hensyn til skolens drift). Derefter har ledelsen ret til at varsel tidspunktet for afholdelse.

På det private almene område råder den enkelte medarbejder selv over, hvornår feriefridagene afholdes (dog under hensyn til skolens drift), og ikke afholdte feriefridage bliver enten udbetalt eller overført til næste afviklingsår.

På nogle private områder skal afvikling af feriefridage aftales med ledelsen, og ledelsen kan varsle feriefridagene afholdt med en måneds varsel.

Hvad skal du være opmærksom på som TR?

Det er en god idé, at du er opmærksom på, hvilke regler der gælder for optjening og afholdelse. Blandt andet så det kan blive indtænkt i planlægning af skoleåret og eventuelt i forhold til årsnormen.

Særligt på det private område kan reglerne variere.

Tjek for eksempel:

Kan medarbejderen selv bestemme, hvornår feriefridagene afholdes, eller gælder ferielovens varsler?

Kan feriefridagene udbetales, hvis de ikke afholdes, eller hvis en medarbejder fratræder sin stilling?

Kan feriefridagene overføres til næste år?