Kan jeg holde ferie som sygemeldt?

Sygdom er en feriehindring. Er du helt eller delvist sygemeldt, kan du derfor som udgangspunkt ikke holde ferie eller blive pålagt at holde ferie. Der er dog undtagelser.

I de første 30 dage af din sygdom skal du som normalt aftale ferie med din arbejdsplads.  

Efter 30 dages sygdom begynder perioden, hvor din arbejdsgiver modtager sygedagpengerefusion fra din bopælskommune. Fra det tidspunkt kræver det en aftale med både din arbejdsgiver og jobcenteret, hvis du skal holde ferie. 

Sådan kan du holde ferie, selvom du er sygemeldt 

For at du kan få mulighed for at afholde ferie, kan man lave det, der kaldes en ‘teknisk raskmelding’.  

Ved en teknisk raskmelding bliver sygedagpengeudbetalingen til din arbejdsgiver sat på pause, imens du er på ferie, og du bruger af din optjente ferie.  

Få ferieaftalen på skrift 

Når du har aftalt ferien med jobcentret, råder vi dig til at få en skriftlig tilkendegivelse fra jobcentret, hvor start- og sluttidspunkt for ferien fremgår.  

Her skal det også fremgå, at udbetalingen af sygedagpenge bliver genoptaget, efter at du har holdt ferie.