Uddannelsesforbundet har sendt konfliktvarsler

Forbundet har sendt konfliktvarsler for at have mulighed for en lovlig konflikt, hvis der ikke opnås et ja til forhandlingsresultaterne ved OK23, som omfatter en gruppe privatansatte medlemmer. Indtil en eventuel konflikt er afblæst, har de fleste medlemsgrupper ikke mulighed for at melde sig ud af Uddannelsesforbundet.

Mandag den 20. februar er der afsendt konfliktvarsler til de private arbejdsgivere, der er omfattet af overenskomstforhandlingerne for medlemmer af Uddannelsesforbundet i 2023. De private virksomheder, der har modtaget konfliktvarsler, er Dekra, UCplus, A2B, HKI, AMU Juul og Behandlingsskolerne. Langt størstedelen af medlemmerne i Uddannelsesforbundet skal først have forhandlet nye overenskomster i 2024.

At der er afsendt konfliktvarsler, betyder ikke, at forhandlingerne er brudt sammen. Det er blot en traditionel handling og en del af processen omkring overenskomstforhandlingerne. Så ender det med, at der ikke kan opnås et OK23-resultat, eller stemmes resultatet ned af medlemmerne, er der varslet konflikt over for arbejdsgiverne, sådan som reglerne foreskriver.

En eventuel konflikt vil kunne begynde i april måned.

Særlige regler for udmeldelse

I Uddannelsesforbundet er konfliktvarsler omfattet af særlige regler for udmeldelse. Medmindre du er senior eller særligt medlem, kan du derfor ikke melde dig ud, før konflikten er afblæst eller afsluttet.

Økonomisk støtte til de konfliktramte

Hvis en konflikt bliver en realitet for medlemmerne, der er omfattet af OK23, vil de modtage konfliktstøtte fra Uddannelsesforbundet. Kontingentet ændres i en efterfølgende periode, så alle medlemmer af Uddannelsesforbundet er med til at dække konfliktudgifterne.

Da der vil være tale om en lille konflikt for Uddannelsesforbundets medlemmer, fordi kun få medlemmer er omfattet, vil de samlede udgifter være begrænsede og væsentlig lavere end ved lockouten i 2013.

Update: Konflikt om OK23 er afblæst

Et flertal af både Uddannelsesforbundets medlemmer og øvrige privatansatte stemte ja ved urafstemningen om OK23-resultatet, som blev afsluttet den 11. april.

Dermed er der ikke længere varslet konflikt.