Seneste lønregulering på FOAS’ overenskomster er en lille lønnedgang

Overenskomsterne på FOAS-området følger lønudviklingen på det statslige arbejdsmarked. Derfor går lønudviklingen i minus efter Corona-pandemien. Månedslønnen falder med omkring 50 kr.

Lønreguleringerne på FOAS’ overenskomster følger reguleringerne på det statslige område, og den sidste lønregulering i denne overenskomstperiode skulle være kommet 1. februar i år. Imidlertid lavede Danmarks Statistik en regnefejl så de nye lønsatser blev forsinkede, og rigtig mange får derfor først reguleret deres løn med den lønseddel, der kommer her i slutningen af marts måned. Reguleringen sker med tilbagevirkende kraft. 

Oven i forsinkelsen så sker der også det, at ’lønregulering’ denne gang ikke betyder en lønstigning, som vi er vant til det, men en lønnedgang i stedet. Der er tale om lille lønnedgang, men ikke desto mindre en nedgang. 

Reguleringsordningen giver et minus

Årsagen til, at der kan blive tale om en lønnedgang skyldes den såkaldte reguleringsordning. Reguleringsordningen er en mekanisme, der sikrer, at lønstigningerne på det offentlige arbejdsmarked følger lønstigningerne på det private arbejdsmarked. 

Det betyder normalt, at lønstigningerne bliver større end de egentligt blev aftalt til ved overenskomstforhandlingerne, men Corona-pandemien har betydet, at der set over hele det private arbejdsmarked har været en lavere lønstigning, end der har været i gennemsnit på det offentlige arbejdsmarked. I sådan en situation giver mekanismen sig altså udslag i en negativ lønregulering. 

Uddannelsesforbundet opfordrer tillidsrepræsentanterne til at orientere medlemmerne om, hvad der venter.