OK21: Uddannelsesforbundets statsansatte medlemmer stemmer ja

De statsansatte medlemmer af Uddannelsesforbundet har – i lighed med deres kolleger i kommunerne – stemt overbevisende ja til overenskomstresultatet.

72 procent af de af Uddannelsesforbundets medlemmer på det statslige område, som har stemt om overenskomstresultatet for 2021, har valgt at sætte kryds ved ja.

Dermed siger de lige så klart og overbevisende ”ja” til overenskomstresultatet, som deres kolleger, der er ansat i kommunerne, gjorde. Her fyldte ja-siden også 72 procent.

På det statslige område valgte lidt flere dog at stemme nej – 23 procent mod 21 procent på det kommunale område. Stemmeprocenten på det statslige område slog det kommunale klart: 62 procent af Uddannelsesforbundets medlemmer på det statslige område valgte at stemme, mens det gjaldt 48 procent på det kommunale område.

Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, bider – udover det overbevisende ja – også mærke i stemmeprocenten:

"Jeg er glad for både den fine stemmeprocent og resultatet"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

- Jeg er glad for både den fine stemmeprocent og resultatet. Nu afventer vi Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, og når det har godkendt resultatet på hele det statslige område, skal vi her i Uddannelsesforbundet have skarpt blik på to ting: implementering af arbejdstidsaftalerne og at få fokus på en bedre udmøntning af de lokale løndele. Og derudover skal vi jo også have alle de øvrige elementer af aftalen implementeret.

Uddannelsesforbundets og Lærernes Centralorganisations (LC) godkendelse af CFU-forliget afventer den endelige godkendelse af CFU-forliget med også de øvrige centralorganisationers stillingtagen.