Nu kommer Forligsmandens mæglingsforslag snart

Efter hårde forhandlinger er der nu indgået aftale for 60.000 ansatte i byggeriet. Dermed har en række store forbund indgået forlig med arbejdsgivere på det private område. Uddannelsesforbundet private overenskomster vil efter al sandsynlighed inden længe overgår til forligsinstitutionen.

Først kom industrien, så transportområdet og nu byggeriet. Dermed er de toneangivende forlig indgået. Forlig som angiver vej og ramme for de øvrige områder – også Uddannelsesforbundets private overenskomster.


Uddannelsesforbundets private overenskomster

Uddannelsesforbundet har overenskomster med tre virksomheder med i OK20 forhandlingerne: A2B, UCplus og Hans Knudsen Instituttet. Virksomhederne har aktivitet på sprogcenterområdet, AMU og STU områderne.
Forhandlingerne handler om lønforbedringer, fritvalgsordning, arbejdstid og øvrige forhold. De forventes nu at overgå til forligsinstitutionen og blive en del af et mæglingsforslag, som snart sættes til afstemning. Alle Uddannelsesforbundets medlemmer på områderne har stemmeret og vil få tilsendt afstemningsmateriale, når det falder på plads.