Der er taget højde for OK24-lønstigninger i statslige skolers budgetter

På erhvervsskoler, FGU-institutioner og VUC’er er lønstigningerne, som bliver forhandlet i de nuværende overenskomstforhandlinger, lagt til på taxametrene til skolernes drift.

Den 11. februar 2024 blev der indgået forlig om de generelle vilkår – også kaldet CFU-forliget – for de omkring 200.000 statsligt ansatte. 

Aftalen er toårig og rummer blandt andet en lønstigning på 5,89 procent fra 1. april 2024 samt generelle lønstigninger på mindst 1,31 procent i 2025.

Hvor kommer pengene til lønstigningerne fra?

Ved Finanslovsaftalen 2024 blev taxametret på det statslige område reguleret med 4,4 procent, da man på daværende tidspunkt havde en forventning om, at der med OK24 ville komme lønstigninger i 2024.

Det fremgår blandt andet af denne gennemgang af den endelige finanslov fra økonomiministeriet.

 Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) gjorde også i deres gennemgang af finanslovsforslaget skolerne opmærksomme på, at taksterne i Finansloven blev opskrevet, fordi der var en forventning om lønstigninger i 2024. 

”Taksterne på FFL24 er generelt opskrevet med 4,4 pct. sammensat af en forventet stigning i det generelle pris- og lønindeks på 3,8 pct. og en niveaukorrektion på 0,6 pct.”

Læs mere på DEG's hjemmeside her

Reguleringen af taxameteret, som blev foretaget ved Finansloven for 2024, er allerede slået igennem fra 1. januar 2024. Og stigningen bør derfor kunne dække lønstigninger på 5,89 procent fra 1. april 2024 og resten af 2024. Skolerne har således fået midler til at dække lønstigningen.

Der forhandles stadig

I perioden fra den 19. februar og frem til 17. marts 2024 gennemfører Uddannelsesforbundet organisationsforhandlinger for de medlemsgrupper, der er statsligt ansat.

Først når disse forhandlinger er afsluttede, kan vi præsentere et færdigt OK-resultat, som du og dine kolleger skal tage stilling til. Vi forventer, at afstemningsprocessen kommer til at strække sig fra slutningen af marts til begyndelsen af april.

Følg forhandlingerne

Du kan følge de statslige OK24-forhandlinger her.