Mange udsatte unge tabes af uddannelsessystemet allerede som 18-årige

En fjerdedel af de ufaglærte 25-årige har brugt halvdelen af deres ungdom uden job eller uddannelse.

I en analyse undersøger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i hvor høj grad 25-årige uden uddannelse har været uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i løbet af deres ungdom. Den fjerdedel af de 25-årige, der har tilbragt flest måneder på sidelinjen, har i gennemsnit være uden job eller uddannelse i 61 måneder. Det svarer til halvdelen af tiden fra de var 15 til 24 år.

Den tungeste gruppe bliver tabt tidligt. Den fjerdedel af de ufaglærte 25-årige, der har været længst tiden uden job og uddannelse i deres ungdom, er stort set uden både job og uddannelse allerede som 20-årige.

For en stor del af de unge ufaglærte har det nuværende uddannelsessystemet, ikke givet dem de nødvendige forudsætninger for at fuldføre en ungdomsuddannelse. Ifølge analysen bør der satses mere på blandt andet FGU.

Læs rapporten her