Fremsynet faglærer med grønne ambitioner vinder Byggeriets Faglærerpris

Byggeriets Faglærerpris går i år til murerfaglærer Finn Pedersen fra EUC Nord, Hjørring. Finn Pedersen er en super stærk formidler, der arbejder dedikeret for at skabe et mere bæredygtigt byggeri uden at give køb på det klassiske håndværk.

Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben kunne torsdag den 10. november afsløre vinderen af Byggeriets Faglærerpris. Prisen går i år til Finn Pedersen, som har været murerfaglærer på EUC Nord i Hjørring gennem en lang årrække og stadig arbejder på at udvikle faget til glæde for nye generationer af håndværkere.

Finn Pedersen vandt i tæt konkurrence med faglærer på nedriveruddannelsen på Learnmark i Horsens Christian Husted og Anders Ejgard Petersen, som er tømrerfaglærer på EUC Nordvestsjælland i Holbæk.

- Finn er fagligt og pædagogisk enormt kompetent. Han er fremsynet i forhold til murerfaget og formår at løfte fagets renommé blandt de unge på uddannelsen. Han er god til at forme et billede på de faglige og personlige udviklingsmuligheder, der ligger i faget, siger formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan.

Mere bæredygtigt byggeri på skemaet

Finn Pedersen er ikke bare en god pædagog. Han har også arbejdet målrettet for at få mere bæredygtigt byggeri på skoleskemaet. Derudover har den dedikerede faglærer været med til at sammensætte en ny restaureringsuddannelse, der giver den unge generation af håndværkere viden om arbejdet med bevaringsværdigt byggeri.

- Han har hele trækket med fra kulturarven til det bæredygtige byggeri. Det er ret sejt. Hans viden beriger undervisningen og giver de unge mod på at lære håndværket helt ned i detaljen, siger Hanne Pontoppidan.

Vi skal værne om vores håndværk

Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben stiftede Byggeriets Faglærerpris i 2018 for at hædre de dygtige og engagerede faglærere, som får eleverne til at brænde for deres fag. Ønsket er at profilere byggefagene og få flere unge til at gå håndværksvejen i en tid, hvor vi mangler dygtige faglærte til at mestre de nye teknikker og det klassiske håndværk. Dygtige håndværkere er nemlig en forudsætning for at udvikle vores samfund i en mere bæredygtig retning og passe på de værdier, vi allerede har:

- Det tager tid at mestre håndværket og bygge smukt. Den talentfulde faglærer mestrer teknikkerne og giver sin viden videre til den næste generation, så de kan blive endnu dygtigere. Nogle af vores mest ikoniske bygningsværker er skabt af flere generationer af håndværkere, som mødte ind på byggepladsen år efter år for at skabe noget smukt. Håndværket lever blandt os endnu. Der findes næsten ikke noget mere meningsfuldt end at skabe et byggeri, som binder os sammen på tværs af generationer, siger Mikkel Westfall medlem af Boligfonden Kubens bestyrelse og grundlægger af tegnestuen Clementwestfall.

 

Med Byggeriets Faglærerpris følger en fest til skolen og et legat til en studietur, som prismodtageren kan bruge til at blive endnu klogere på sit fag.