Få styr på reglerne ved masseafskedigelser

Vær opmærksom på, at større fyringsrunder kan være omfattet om lov om masseafskedigelser. Loven kan komme i brug på institutioner med mere end 20 ansatte.

I denne tid er der på en række erhvervsskoler og enkelte FGU-institutioner større afskedigelsesrunder undervejs.

I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, om der kan være tale om masseafskedigelser, så lov om masseafskedigelser kan anvendes.

Der er tale om en masseafskedigelse, hvis ledelsen inden for 30 dage har planer om at afskedige et antal, der matcher en af de tre eksempler herunder:

  • mindst 10 personer i institutioner med over 20 og færre end 100 ansatte.
  • mindst 10 pct. af de ansatte i institutioner med mindst 100 og færre end 300 ansatte.
  • mindst 30 personer i institutioner med mindst 300 ansatte.

Alle ansatte indgår i opgørelsen. Hvis antallet af afskedigelser udgør fem eller flere indgår også ansatte, der fratræder frivilligt.

Ved masseafskedigelser er der en række regler, som arbejdsgiver skal leve op til. Blandt andet skal arbejdsgiveren så tidligt som muligt indlede forhandlinger med tillidsrepræsentanterne med det formål at undgå eller begrænse de påtænkte afskedigelser.