Det skal du sikre, hvis din skole har fået en ny arbejdstidsaftale

Selv om skolen er overgået til en ny arbejdstidsaftale, skal du som tillidsrepræsentant fortsat bruge din indflydelse til at sikre, at opgaveoversigterne er brugbare og arbejdstiden opgøres korrekt

Fra 1. januar er en stor gruppe skoler på statens område og alle skoler på det kommunale omfattet af de nye arbejdstidsaftaler. Lige nu er det vigtigt, at aftalerne implementeres, som de er aftalt. Her nogle af de vigtige opmærksomhedspunkter:  

Har alle lærere efter dialog fået udleveret en opgaveoversigt? 

Ifølge de centrale aftaler mellem LC og KL og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen står der klart, at alle opgave oversigter skal udleveres til medarbejderne seneste fem uger før normperioden begynder.  Så det burde være sket i slutningen af november 2021 på de skoler, som overgik pr. 1. januar 2022. Er det ikke sket, og har TR’erne påtalt det uden resultat overfor ledelsen, opfordres I til at kontakte jeres konsulent i forbundet for rådgivning. 

Tages der hånd om større ændringer af opgaveoversigten?

På mange skoler kan der allerede nu være behov for større justeringer af opgaveoversigterne for nogle af underviserne. Arbejdstidsaftalerne indeholder bestemmelser om, hvordan dette skal håndteres. Intentionen er at sikre tiden til forberedelse, hvis andre opgaver vokser. Opgaveoversigten skal generelt sikre, at der er sammenhæng mellem lærerens arbejdstid og opgaver, og at der er et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.   

Sker der opgørelse af præsteret arbejdstid?

Hvert kvartal skal læreren have en opgørelse over sin samlede præsterede arbejdstid. Opgørelsen sker løbende og ender med årsopgørelse for de fire kvartaler, når normperioden er afsluttet. Her kan man se om læreren har overtid, som skal afspadseres eller udbetales.  Al arbejdstid indgår i den præsterede arbejdstid. Også det arbejde, som leveres uden for skolen – som for eksempel forberedelse derhjemme. Af arbejdstidsaftalen fremgår, at man lokalt aftaler med TR, hvordan denne arbejdstid registreres.   

Kontakt sekretariatet, hvis du har spørgsmål til korrekt opgørelse af arbejdstid på din skole.