Behov for økonomisk redningskrans til både VUC og AMU

Uddannelsesforbundet har sammen med GL og Danske VUC & HF sendt en appel til regeringens støttepartier om at skaffe penge på næste års finanslov til VUC. Sammen med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og lederne på AMU-centrene har forbundet på samme måde sat fokus på AMU-området.

Uden flere penge er det ikke muligt at opretholde landsdækkende og nødvendigt VEU-tilbud til de kortuddannede.

Sådan lyder budskabet fra lærere og ledere på AMU og VUC. De peger alle på nødvendigheden af, at det er nødvendigt at prioritere både VUC og AMU på den kommende finanslov.

Uddannelsesforbundet er i gang med at få politikerne på Christiansborg til at forstå alvoren på de to uddannelsesområder. Derfor er forbundet medunderskriver af to breve til regeringens støttepartier, der sætter fokus på de store økonomiske problemer, der er på både VUC og AMU-området.

Sammen med GL og Danske HF & VUC arbejder Uddannelsesforbundet på at sikre penge til VUC, og har derfor i fællesskab sendt et brev til de politiske ledere i Folketinget for Enhedslisten, SF og Radikale. Et lignende brev er sendt sammen med lederne af AMU-centrene og Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne (DEG).

Flere VUC-afdelinger risikerer at lukke

I brevet om VUC-området peger Uddannelsesforbundet, GL og Danske HF & VUC på, at der allerede er lukket en VUC-afdeling på den københavnske Vestegn, og at der er planlagt en lukning af en VUC-afdeling på Fyn. Frygten er, at der kommer flere lukninger, hvis et flertal i Folketinget ikke er parate til at prioritere penge til området.

Derfor foreslår Uddannelsesforbundet og de øvrige to parter på VUC-området, at der:

  • Afsættes som minimum 1 mio. kr. pr. VUC-afdeling med under 100 årskursister, svarende til 24 mio. kr. årligt fra 2023 og frem. For at sikre budgetsikkerhed på de enkelte skoler er det centralt, at midlerne udmøntes som en tildelingspulje efter objektive kriterier, så skolerne kan budgettere med midlerne.
  • Afsæt som minimum 25 mio. kr. årligt fra 2023 og frem til et generelt taxameterløft af voksenuddannelserne. Pengene skal gå til hf-enkeltfag, AVU, FVU og ordblindeundervisning.


AMU skal kunne omstille medarbejdere hurtigt

I brevet om situationen på AMU, som Uddannelsesforbundet har skrevet sammen med DEG – Lederne og kredsen af AMU-direktører, bliver der blandt andet peget på, at der er behov for en ekstra regulering af de statslige penge til AMU-centrene. Det skyldes blandt andet øgede varme- og materialepriser, der ikke kan dækkes af den pris- og lønregulering, der er foreslået i finanslovsforslaget.

I årets forslag til finanslov fremgår det også, at der forventes en nedgang i antallet af kursister på AMU, som vil forringe AMU-udbydernes økonomi betragteligt og gøre fremtiden usikker og underminere AMU’s muligheder for at udbyde de uddannelsesforløb, der bliver behov for i de kommende år.