I løbet af blot en uge har flere end 400.000 danskere vist deres støtte til at bevare store bededag ved at skrive under på hjemmesiden www.bevarstorebededag.dk.

FH satte tirsdag den 17. januar gang i en kampagne, som udover underskriftsindsamlingen også omfatter en stor folkelig demonstration på Christiansborg Slotsplads den 5. februar.  Målet med aktiviteterne er at få regeringen til at ændre kurs og lade store bededag forblive en helligdag.

Nederst på siden her kan du læse, hvorfor vi mener store bededag bør bevares. 

Sådan kan du støtte op om sagen


Spred budskabet om underskriftindsamlingen

Som TR kan du opfordre kolleger til at skrive under. Du kan blandt andet printe flyers eller plakater, som kan fordeles i personalerum og rundt omkring på skolen.

Uddannelsesforbundet opfordrer dig til at gøre brug af materialet, som du kan downloade nedenfor. Materialet er ikke kun forbeholdt dine medlemmer. Du kan også bruge det, hvis du vil gå på gaden for at overbevise folk i lokalmiljøet om, at det vigtigt, at de skriver under.

Download flyers og plakat til print

Flyer A5

Flyer A4

Plakat A3

Deltag i demonstrationen den 5. februar

FH arrangerer en fælles demonstration på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. februar kl. 14-16. Jo flere mennesker, vi er samlet den dag, jo tydeligere et signal kan vi sende til Folketingets politikere.

FH-sektionerne er ved at forsøge at koordinere fælleskørsel til demonstrationen. Det er de enkelte FH-sektioner, der beslutter, om sektionen er med til at betale udgifterne til leje af busser. Uddannelsesforbundet er blandt de forbund, som ikke finansierer transportudgifterne fra centralt hold. Derfor skal pengene til transport findes lokalt i Uddannelsesforbundets klubber og foreninger.

Vi opfordrer til, at du fortæller dine kolleger om demonstrationen. Der er oprettet en begivenhed på Facebook, som du kan dele med dem. 

Find begivenheden her: BEVAR STORE BEDEDAG – Demonstration

Hvorfor mener vi, at store bededag skal bevares?

Der er flere grunde til, at fagbevægelsen er vrede over regeringens lovforslag:

  • Det er utidig indblanding i løn- og arbejdsforhold. Regeringen underminerer den danske model for, hvordan vi forhandler vilkårene på plads på arbejdsmarkedet i Danmark.
  • Det er udtryk for arrogance. I disse år hvor mange lønmodtagere oplever et stort arbejdspres og bliver sygemeldt med stress, skal der ikke skures op for arbejdstiden. 
  • Det er ikke tilstrækkeligt gennemtænkt, i forhold til hvordan forskellige grupper af lønmodtagere bliver ramt af forslaget.