Spin versus fakta i OK18

Som tillidsrepræsentant kan du have behov for sammen med medlemmerne at drøfte, hvad der reelt er foregået i de sammenbrudte forhandlinger. Allerede nu er der meget spin fra arbejdsgivernes side. Både Moderniseringsstyrelsen med minister for offentlig innovation, Sophie Løhde i spidsen og KL – Kommunernes Landforening – har fremstillet offentligt ansattes organisationer, som om vi ikke er forhandlingsvillige, og at vores krav ved OK18 nærmest er grådige.

Arbejdsgiverne har i medierne antydet, at de faglige organisationer har forladt forhandlingerne i utide. Det er ikke korrekt. På det statslige område har organisationerne fra lørdag den 19. februar været i Finansministeriet og har forsøgt at skabe fremdrift i forhandlingerne om de centrale emner. Efter seks dages uafbrudte forhandlinger måtte organisationerne give op.

På det kommunale område var forløbet efter sammenbruddet i staten grundige og særligt koncentreret om Kommunernes Landsforenings evne til selvstændigt at komme med et forslag om løn, som kunne sikre reallønsfremgang for de ansatte. Det kunne KL ikke.

Her får du kort de offentlige fagforbunds version af, hvorfor der ikke er blevet rykket ved de tre OK-krav, som lønmodtagerne sammen bakker op om. De er en del af den musketer-ed, der er indgået på tværs af ansatte i den offentlige sektor:

Fakta om forhandlingerne om løn

Hårdt presset har arbejdsgiverne i forhandlingerne fremlagt tilbud, der bliver udlagt som, at de både sikrer reallønnen og matcher forliget på det private område fra 2017. Denne udlægning er som sædvanligt et udtryk for regnearkslogik. Det vil være at sammenligne æbler med pærer. En ramme for lønstigning på en bestemt procentsats i det private forlig kan ikke sammenlignes med en ramme på samme procentsats på det statslige og kommunale område.

Det afgørende er, om en aftale medfører en reallønsfremgang. Det gør tilbuddet fra hverken Finansministeriet eller Kommunernes Landsforening ikke. Deres løntilbud vil øge afstanden mellem lønnen i den private sektor og lønnen i den offentlige sektor i den kommende overenskomstperiode.

Som en del af arbejdsgivernes tilbud om løn var der i øvrigt koblet krav om blandt andet forringelser af arbejdstidsreglerne, seniorordninger m.v.

Reguleringsmekanismen mellem privat og offentlig lønudvikling, som ved OK15 blev kaldt for privatlønsværnet, ønsker arbejdsgiverne at videreføre. Vi og de andre faglige organisationer kan imidlertid ikke acceptere en reguleringsmekanisme, som indebærer, at når de offentlige ansatte er foran i lønudviklingen og ”skylder” 100 kr., skal vi aflevere 100 kr., men når vi er bagefter og har 100 kr. til gode, så får vi kun 80 kr. Det er ikke ligeværdigt.

De offentligt ansatte har levet med kriseforlig i 2011, 2013 og 2015. Vi har udvist ansvarlighed og samfundssind. Nu er vi ude af krisen. For os er tiden med kriseforlig dermed slut. Vi skal have glæde af det økonomiske opsving.

Fakta om arbejdstid for undervisere

Arbejdsgiverne har i medierne givet udtryk for, at de var parate til at indgå en aftale om arbejdstid, som ikke var lov 409, og derfor var parate til imødekommenhed overfor underviserne. Det er ikke sket i forhandlingerne. Efter et langt forhandlingsforløb, hvor alene lærerorganisationerne kom med forslag, har arbejdsgiverne fremlagt forslag med meget små justeringer af de nuværende arbejdstidsregler. Forslagene har ikke været acceptable.

Arbejdsgiverne har i forhandlingerne konsekvent afvist forslag om en professionsaftale. De har sagt nej til aftale om tid til forberedelse og nej til loft over undervisningstimetallet. Derfor har lærerorganisationerne så stillet krav om, at lærerarbejdstidsregler ”normaliseres” og bliver fuldt ud som andre offentligt ansattes arbejdstidsregler, som netop var arbejdsgivernes eget ok-krav i 2013. Arbejdsgiverne har konsekvent afvist forslag om en bedre planlægning og sikring af arbejdstidens opgørelse, så lærerne ikke snydes for overtid. De har sagt nej til, at lærerne skal have en plan for deres arbejdstid, som forpligter arbejdsgiver. De har sagt nej at opgøre arbejdstiden over en kortere perioden end et år. Nej til en månedsnorm. Og nej til en kvartalsnorm.

Fakta om betalt spisepause

Finansministeriet og Kommunernes Landsforening har ikke villet anerkende retten til den betalte spisepause. Finansministeriet har alene villet give en form for politisk garanti for, at de statslige styrelser og institutioner ikke vil opsige retten til den betalte spisepause i den kommende overenskomstperiode. Vores forhandlere mener, at en politisk garanti ikke er stærk nok, og det er behov for at få den betalte frokostpause skrevet ind i overenskomsterne, da lærere og andre offentlige ansatte ofte også udfører arbejde i deres frokostpause.