Der er brug for alt den opbakning til de konfliktramte, de kan få. Og her kan du også spille en stor rolle – selv om du ikke er omfattet: Hæng Uddannelsesforbundets plakater op eller del flyers ud.
Overenskomstforhandlingerne er brudt sammen, og der er brug for, at vi alle viser over for arbejdsgiverne og omverdenen, at vi ikke kan acceptere flere forringelser af vores arbejdsvilkår, og at der er brug for respekt for lærerens arbejde.
Du kan også være med til at formidle dette budskab. Vi har lavet tre plakater, som du kan printe ud i A3-format og hænge op på lærerværelset eller skolens gange, så dine ledere, kolleger og elever kan se, hvad vi kæmper for. Vi har også lavet en flyer, som du kan printe i A4-format, folde og dele ud. Den forklarer nærmere, hvad overenskomstforhandlingerne handler om, og hvor man kan finde mere information.
Husk, at det ikke kun er de lærere, der er udtaget til strejke eller ramt af lockout, som overenskomstforhandlingerne handler om. Det er ikke kun deres løn og arbejdsvilkår, der er på spil ved forhandlingerne. Det er alle læreres. De lærere, der er omfattet af konflikten, står bare forrest i kampen for en bedre arbejdstidsaftale, højere løn og retten til betalt frokostpause på alles vegne.
Så selv om du eller nogle af dine kolleger ikke er udtaget til konflikten, fordi din arbejdsplads ikke er udpeget af forbundet eller arbejdsgiverne, eller fordi du er ansat under tjenestemandslignende vilkår, er det også din og dine kollegers kamp. Det er alle læreres løn og arbejdsvilkår, der forhandles om. Derfor er det vigtigt, at du også viser din opbakning og giver en hånd med.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte forbundet, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.