Det bliver tidligst i slutningen af næste år, at den faglige voldgift om betalt spisepause kommer frem til en afgørelse. Den uafklarede situation vækker stor frustration blandt lærerne på de berørte skoler, men ifølge professor er der håb for lærerne.
Da forbundsformand Hanne Pontoppidan var til stormøde på erhvervsskolen TEC med medlemmerne og direktør Morten Emborg i slutningen af november, var fremmødet stort. Lærerne på TEC er blandt de cirka 1.150 statsansatte, som i dag ikke har den betalte spisepause, der blev sikret i OK18. Og for at sikre lærerne deres ret, anlægger CFU nu en faglig voldgift.
Medlemmerne havde på mødet mange spørgsmål og ville have en forklaring på, hvorfor skoleledelsen ikke vil bevilge dem og deres kolleger i GL den betalte spisepause, som de har krav på efter den seneste overenskomst. Flere af medlemmerne gav klart udtryk for, at det påvirkede deres trivsel på jobbet.
- Det siger sig selv, at medlemmerne føler sig snydt, når de kan se, at stort set alle andre lærere på samme typer af skoler har betalt frokostpause. Men det er jo ikke kun lærerne, der taber på den manglende frokostpause, det gør skolen også. Når man føler sig dårligt behandlet, ja, så er man som medarbejder heller ikke så motiveret som ellers, siger Hanne Pontoppidan.
AMU-direktør føler sig ikke forpligtet
På netmediet Altinget har direktør for AMU Vest, Torben Pedersen, gjort det helt klart, at han ikke føler sig forpligtet til at give AMU-lærerne en betalt spisepause. Ifølge ham har lærerne aldrig haft den rettighed.
Det har fået Hanne Pontoppidan og CFU’s chefforhandler, Flemming Vinther, til at gennemhulle AMU-direktørens påstand i et fælles debatindlæg. Her ridser de to op, hvordan lovindgrebet med Lov 409 var med til at ”normalisere” lærernes arbejdstid. Og netop fordi andre statslige ansatte har ret til betalt spisepause, har det også gjort sig gældende for lærerne, siden Lov 409 blev vedtaget i Folketinget.
Læs debatindlæggene Debatindlæg af direktør på AMU-Vest, Torben Pedersen |
Professor giver håb til lærerne
Der vil formodentlig gå mindst et år – måske endda halvandet – før der er fundet en afgørelse på den faglige voldgift om spisepausen. Men ifølge professor på RUC, Bent Greve, har lærerne en god sag. Det har professoren fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv udtalt til flere medier.
- Overenskomsten ligger på et højere niveau end lokale aftaler. Det betyder, at når nu der er indgået en overenskomstaftale, hvor der står, at man har ekspliciteret frokostpausen, så kan man gå ud fra, at det gælder alle statsansatte, siger Bent Greve i en artikel til bladet Gymnasieskolen.
Forbundet opdaterer løbende, når der er udvikling i sagen.