Senest den 1. januar 2018 skal uorganiserede kolleger være meldt ind i Uddannelsesforbundet, hvis de vil være med til at stemme om overenskomstresultatet og modtage støtte, hvis der skulle komme en konflikt.

Vanskelige forhandlinger

De kommende overenskomstforhandlinger i 2018 bliver vanskelige. Uddannelsesforbundet arbejder sammen med de øvrige faglige organisationer for at sikre vores medlemmer en positiv lønudvikling, aftalte rammer for arbejdstiden, så vi både sikrer et godt arbejdsmiljø og vilkår, så vi kan undervise med kvalitet.

Derfor er det vigtigt, at alle kolleger er organiserede i Uddannelsesforbundet. Jo flere vi er, jo stærkere står vi ved overenskomstforhandlingerne.

Få en stemme

Står man uden for fællesskabet kan man ikke stemme om et forhandlingsresultat. Ved urafstemningen er det alene medlemmerne, som afgør om forhandlingsresultatet kan godkendes.

Hvis vi skulle komme i konflikt ved OK18 står de uorganiserede kolleger udenfor og modtager ikke støtte fra forbundet.