Ræk ud til din kollega, der ikke er medlem

Få råd til at tage snakken om de mange fordele, der ligger i et medlemskab af Uddannelsesforbundet.

Kolleger, der ikke er medlem af Uddannelsesforbundet, står desuden i en sårbar situation, hvis de ender i en strid med arbejdsgiver omkring forhold i ansættelsen.

Når kolleger fortæller, hvorfor de ikke er medlem af Uddannelsesforbundet, er årsagen oftest, at de enten aldrig er blevet spurgt, eller at de ved for lidt om, hvad medlemskabet kan give dem. Derfor er det vigtigt, at du løbende tager kontakt til disse kolleger for at fortælle dem om jeres faglige fællesskab i klub eller forening.

De fleste er glade for, at TR rækker ud og opfatter det som et udtryk for, at der bliver vist interesse for dem. Inderst inde ønsker de fleste også at være en del af fællesskabet.

Det er ikke sikkert, at det bliver et ja i første omgang. Derfor er det en god ide, at du ser dialogen med din kollega som en længere proces. 

Herunder har vi samlet inspiration til, hvordan du kan række ud til en kollega, der endnu ikke er medlem.  

Opbyg en relation til din kollega 

En samtale med din kollega bør altid starte med, at du både er nysgerrig på vedkommendes behov, værdier og ønsker og samtidig åbent viser, hvem du selv er.  

Vi anbefaler, at du indkalder vedkommende til et møde.  

1:1 mødet er en god metode til at bygge stærke relationer og forstå dine kollegaer. På mødet kan I dele og udforske hinandens historier og interesser. Medarbejderen får et kendskab til dig både som kollega og TR, og du får et indblik i din kollegas baggrund og situation, som du kan tage afsæt i, når det kommer til, hvad vedkommende får ud af et medlemskab i Uddannelsesforbundet.  

Kodeordene for en god samtale er at være nærværende, nysgerrig og lyttende, men også modig i forhold til at få fremhævet, hvorfor det vil være en fordel for din kollega at melde sig ind.  

Du kan have fokus på at: 

  • Afdække din kollegas behov og komme med gode grunde til, at et medlemskab vil passe til netop denne kollega. 

  • Gå til samtalen med en formodning om, at din kollega gerne vil være med i fællesskabet, så du fokuserer mere på at oplyse fremfor at overbevise. 

  • Lave en aftale på mødet, som giver anledning til en opfølgning. Mange vil have brug for at tænke lidt, inden de melder sig ind. Overvej derfor, hvad der kan være anledning til, at I tager en ny snak. Måske er der behov for, at du undersøger noget omkring din kollegas ansættelse, som du skal vende tilbage med et svar på. Den årlige lønforhandling er også en god anledning til at lave opfølgningsmøder med de kolleger, der ikke er medlemmer. 

Giv en smagsprøve på medlemskab og fællesskab  

Ikke-medlemmer kan også have brug for at mærke, hvad Uddannelsesforbundet og det lokale fællesskab kan give dem, før de træffer en beslutning om at melde sig ind.  

Derfor er det helt oplagt at give en smagsprøve på klubfællesskabet og jeres faglige samvær.  

Måske beslutter jeres klub, at de kolleger, der endnu ikke er medlemmer, kan være med én enkelt gang eller til dele af et arrangement. Det er helt op til jer, og det er vigtigt, at I får talt om det.  

Synliggør resultater 

Et afgørende argument for medlemskab er de resultater og forbedringer, I skaber sammen og i kraft af medlemskabet. Derfor er det oplagt at synliggøre disse.  

Det kan være en mail med information om noget, I har opnået lokalt (tilførte ressourcer, årlige lønforhandlinger og så videre).  

Du kan også følge op på en forbedring af arbejdsvilkår ved at tage en snak med de kolleger, der ikke er medlemmer, hvor du fortæller mere om, hvordan det faglige fællesskab på jeres arbejdsplads har banet vejen for forbedringerne, og hvor du kan spørge ind til, hvordan de har oplevet forbedringerne.