Konflikter i personalegruppen

Som TR kan du blive stillet i et dilemma, hvis der opstår konflikt internt mellem kolleger. Få råd til, hvordan du kan håndtere situationen.

Det er normalt, at der opstår konflikter på en arbejdsplads. Kolleger løser dagligt mange af de mindre konflikter, som opstår internt i personalegruppen. Gjorde de ikke det, ville det være svært at få hverdagen til at fungere.  

Nogle gange ender det dog med, at konflikten spidser så meget til, at de involverede kolleger skal bruge hjælp til at nå til løsning.  

Du skal arbejde for gode og rolige arbejdsforhold 

Konflikterne kan handle om opgaver, der ikke bliver løst, uenighed om, hvordan undervisningen bedst gribes an, eller om kollegaer, der ikke anerkender hinandens kompetencer.  

Konflikterne har karakter af at være mellem dine kollegaer og ikke som udgangspunkt med ledelsen. 

Som TR kan du som alle andre være involveret i konflikten og også være påvirket af den. Samtidig har du en forpligtelse til at arbejde for rolige og gode arbejdsforhold. 

Det er naturligvis en svær situation at være i. Herunder guider vi dig bedst muligt til, hvordan du kan indtage en neutral og mæglende rolle, når bølgerne går højt mellem kollegerne. 

Vurdér, om der er brug for hjælp 

Start med at vurdere, om kollegerne selv kan løse konflikten.  

Vurderer du, at konflikten påvirker arbejdsforholdene negativt og er svære eller umulige at løse, kan du være forpligtet til at gøre ledelsen opmærksom på problemerne. Hvis du vurderer, at det er en konflikt, der kræver, at ledelsen bliver orienteret, så vær opmærksom på at gøre det neutralt. Du kan fortælle, at der er et konfliktfyldt samarbejde i et team eller en afdeling, uden at nævne navne på bestemte kolleger.  

Find frem til, hvad det er for en konflikt 

Det kan være godt at overveje, hvilken konflikt der egentlig er tale om. Konflikter, der bunder i, at vi som mennesker har forskellige værdigrundlag og fagligheder kan ofte bedst løses ved en åben og konstruktiv dialog. Sådanne dialoger kan være svære at håndtere selv internt i en kollegagruppe, hvis først konflikten har vokset sig større, så her kan der være behov for at få ekstern støtte til at gennemføre de nødvendige dialoger. 

Konflikter, der for eksempel bunder i, at der ikke er nok ressourcer, eller at arbejdet er tilrettelagt uhensigtsmæssigt, bør løses, der hvor de udspringer. Det vil i mange tilfælde være hos ledelsen. 

Få flere råd til håndtering af konflikter 

Rollen som TR 

Som TR kan du opleve, at konflikter ender som et ansættelsesretligt problem, hvis ledelsen vurderer, at en eller flere kollegaer skal ændre adfærd eller ikke løser arbejdsopgaverne med tilstrækkelig kvalitet.   

Det kan føles dilemmafuldt at deltage i tjenstlige samtaler som bisidder for en kollega, der er impliceret i en konflikt, du måske selv har gjort ledelsen opmærksom på. 

Når du sidder med en kollega, som for dig at se ikke har levet op til sit ansvar på jobbet, er det vigtigt at huske på, hvad der er din rolle som TR og bisidder.  

Dit ansvar er ikke at fælde dom eller vælge side i sagen. Det er ledelsen, der har ansvaret for at løse konflikter mellem medarbejderne, hvis konflikterne påvirker arbejdsforholdene. Dit ansvar er at sørge for, at ledelsen sikrer medarbejderen en god og rimelig proces. 

Læs mere i artiklen: Rollen som bisidder

Når TR også er kollega – og en del af konflikten

Nogle gange kan du opleve, at du selv er en del af konflikten. Og at det derfor er svært at være i rollen som TR. Her anbefaler vi, at du kontakter din konsulent i sekretariatet og får rådgivning og sparring om situationen.