Debatindlæg bragt i Politiken.
Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet & Verner Rylander-Hansen, formand for Lederforeningen for VUC
Kære politikere. Kan I hjælpe os med en forklaring? For som repræsentanter for lærerne og lederne på landets voksenuddannelsescentre (VUC) fatter vi ikke, hvordan I mener, vi skal løfte den opgave, I har pålagt os med at hjælpe de mest udfordrede unge med at få en uddannelse, når I samtidig giver os en økonomisk dobbelt uppercut i jeres forslag til en kommende finanslov?
I har med en række politiske tiltag over de sidste 10 år fuldstændig ændret vores elevsammensætning. Kursisterne er, som en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (2014) viser, yngre, mindre motiverede, fagligt ringere, præget af dårlige skoleerfaringer og ofte ramt af store personlige og sociale problemstillinger. De kræver en særlig indsats. Skal vi lykkes i at give dem en uddannelse, skal vi have ordentlige forhold til at løfte opgaven.
Dét har vi ikke, når vi rammes af dobbelte besparelser i jeres finanslovsforslag. Her knockouter I både med omprioriteringsbidraget – den trinvist stigende, årlige besparelse, I udsætter alle uddannelsesinstitutioner for – OG for en ændring i de såkaldte tælledage.
Nu tæller man kursister 20 procent inde i undervisningsforløbet og får derefter penge i form af taxametertilskud pr. elev. I vil ændre tælledagen til 40 procent inde i undervisningsforløbet på den del af VUC, hvor udfordringerne med elevgruppen er størst, nemlig den almene voksenuddannelse (AVU).
Men omkring 75 procent af frafaldet på AVU sker, efter at kursisterne er 20 procent inde i undervisningsforløbet. Skolens aktivitet er planlagt ud fra det antal, som begynder, og når man straffer skolen for, at nogle kursister falder fra – en helt grundlæggende præmis, når man arbejder med så udfordrede unge - går det ud over alle dem, som bliver.
Den mest afgørende enkelt-faktor for, at de her unge gennemfører, er underviseren. Det viser forskning. Når I flytter tælledagen, vil skolerne opleve et markant fald i taxametertilskuddet, og deres eneste mulige modsvar er at putte flere kursister i klassen.
Flere med særlige behov. Flere, som egentlig havde opgivet skolen. Flere, som er udfordrede. Flere, som så skal deles om den helt afgørende en-til-en-lærertid.
Kan I forklare os, hvordan vi skal få tid til dén relation, når I beskærer os så voldsomt?