Hanne Pontoppidan undrer sig over, at Uddannelsesforbundet ikke er inviteret til møde på Marienborg om unge på kanten af uddannelsessystemet, skriver Altinget. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beskrev på et pressemøde selv, hvordan han havde inviteret "indsigtsfulde" folk til mødet.

- Vi har en bred og tværgående viden om målgruppen og om de eksisterende tilbud, fordi vi organiserer lærerne inden for alle de skoleområder, der i dag varetager undervisningen af den målgruppe. Derfor vil vi kunne bidrage konstruktivt og nuanceret til drøftelserne, blandt andet med viden om, hvordan man skaber gode læringsmiljøer, som understøtter gruppens målgruppens konkrete forudsætninger og behov, siger Hanne Pontoppidan til Altinget.

Hanne Pontoppidan hæfter sig i den forbindelse ved, at statsministeren i sin nytårstale oplistede organisationer og fagpersoner med særligt kendskab til den udsatte målgruppe.

- Her nævnte han eksplicit underviserne, og derfor undrer det mig, at man har undladt at invitere Uddannelsesforbundet, siger Hanne Pontoppidan til netavisen og understreger, at forbundet gerne stiller sin viden til rådighed til de næste møder i rækken.