Kronik bragt i Politiken
Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet
Frank fester for meget. Han ryger for mange fede og står op efter frokost. Der er det for sent at tage i skole. Han gider heller ikke rigtig. Bøger er ikke ham.
Emma gider. Men hun tør ikke. Hun blev mobbet gennem sin folkeskole, og selv om hun egentlig godt kan, hvis hun er tryg, vælger hun at tie, for hvad hvis hun sagde noget dumt? Og i morgen bliver hun væk.
Martin synes, det er sjovt at gå på erhvervsskolen. Men han har uro i hovedet, krudt i røven og får ikke afleveret sine opgaver. Der er for mange valg i hans liv, han bliver forvirret. Efterhånden sakker han bagud, falder fra. Igen.
Frank, Emma og Martin er en del af den såkaldte rest-gruppe. Ikke et kønt ord, men desværre et dækkende. De er dem, der bliver ladt tilbage, når resten af deres generation får en uddannelse og et job. De er den nye No future generation. Medmindre vi handler.
De mangler alle tre de faglige, personlige eller sociale forudsætninger, som skal til, for at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Dét er til gengæld noget af det eneste, de har til fælles. Det, der ellers karakteriserer restgruppen, er nemlig, at den består af unge med vidt forskellige kompetencer, behov og udfordringer. Til den gruppe er der ingen standardløsning, intet tilbud, som rammer alle.
Intet quick fix.
Det er Frank, Emma og Martin, som er menneskene bag de tal, vi hele tiden slynger om os med, når vi diskuterer uddannelsespolitik. De er de tyve procent, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse syv år efter, de forlod 9. klasse. Eller de 12,4 procent mellem 20-24 år, som sidste år hverken havde et job eller en uddannelse.
Unge mennesker, som drømmer om et helt almindeligt liv. Et liv med familie, et godt job og en ordentlig løn. Et liv, de ikke kan få, fordi deres vej til uddannelse er blokeret af snubletråde: Ups, du mangler et to-tal. Hov, kommunekassen dækker ikke dette tilbud. Desværre, de to tilbud kan ikke kombineres. Ryk tilbage til start. Ingen fremtid version 2,0.
Når så mange efterlades uden udsigt til den fremtid, de drømmer om, er det på tide, vi gør noget. Andet.
Det er ikke de unge, der er noget i vejen med. Det er uddannelsessystemet, som hidtil ikke har kunne rumme dem. Nu skal vi altså fjerne de barrierer, der er, for at disse unge kan blive robuste, modne og afklarede nok til, at de igen tør give sig i kast med det uddannelsessystem, som indtil nu ikke har kunne favne dem.
Det skal vi, fordi det både er uambitiøst og uanstændigt, at vi som samfund efterlader så mange unge hængende i det alleryderste fingerled på kanten af et ufaglært arbejdsmarked, som skrumper hurtigere end indlandsisen.
Det er udtryk for et menneskesyn, vi ikke kan være bekendt, og konsekvenserne er ikke til at bære. Hverken for Frank, Emma og Martin – eller for vores samfundsøkonomi.
For hvis tyve procent af en årgang enten skal henslæbe deres liv på offentlig forsørgelse eller kæmpe indædt om de få ufaglærte job, der er, mister samfundet mildest talt ressourcer, vi kunne have brugt bedre – både de menneskelige og de økonomiske. Det er ikke bare synd og skam.
Det er totalt unødvendigt.
Som lærere, vejledere og ledere i de såkaldte forberedende tilbud – altså de uddannelsestilbud, som skal gøre restgruppen i stand til at komme videre i en ’rigtig’ uddannelse – møder vi de unge hver dag.
Derfor ved vi også, at de faktisk gerne vil have en uddannelse, for de er helt klar over, at dét er vejen til drømmen. Vi ved også, at de unge ikke bare vil. De kan også, hvis de får den rette hjælp – og tiden til det. Uge efter uge ser vi det i vores arbejde med de unge. De kan hjælpes op igen, de kan komme videre, vi kan gøre en forskel.
Men i de ordinære uddannelser falder de fra. De kan ikke honorere de krav, samfundet stiller om, at de skal være faglige, socialt og psykisk robuste nok til at kunne klare mosten. Én ting er det faglige. Men for denne gruppe er det lige så ofte personlige eller sociale udfordringer, som står i vejen
Derfor møder vi dem i de forberedende tilbud, som på hver deres måde kan hjælpe dem videre. Desværre oplever vi alt for ofte, at strukturelle benspænd forhindrer, at de får det tilbud, som netop ville hjælpe dem bedst.
De benspænd skal væk, og det kan kun gå for langsomt. Der er vel ingen grund til at spænde snubletråde ud for unge, som i forvejen vakler?
Vi har som nævnt allerede en stribe velfungerende skoleformer, der på forskellig vis håndterer de udfordringer, den unge har - på en helt anden måde, end det hidtil har været gjort i det uddannelsessystem, de unge har mødt. Lad os uddybe og tegne et billede af de tilbud, vi har – og hvad der skal til, for at de kan bruges bedre.
Vi har daghøjskolerne til de unge og voksne, der har brug for et længere helhedsorienteret afklarings- og vejledningsforløb. På daghøjskolerne er fokus netop på at forberede til uddannelse eller job, og det er det helt rigtige tilbud til dem, der ikke umiddelbart er afklaret, og hvor det vil kræve en længere og dybere proces i trygge omgivelser, at blive det.
Vi har Voksenuddannelsescentrene (VUC), der udover at udbyde ungdomsuddannelser på gymnasialt niveau også tilbyder almen voksenuddannelse og forberedende voksenundervisning.
Almen voksenuddannelse er enkeltfagsundervisning for voksne, der mangler at afslutte eller forbedre fag på niveau med folkeskolens afgangsprøver, mens forberedende voksenundervisning er målrettet voksne, som vil være bedre til at læse, skrive og regne. VUC’erne har også ordblindeundervisning for voksne. Her er fokus altså at forbedre karakterer ved at lære sammen med andre i samme situation og via en voksenpædagogisk tilgang.
Vi har produktionsskolerne, som er for unge under 25, der har brug for at finde ud af, hvad de kan, vil og kan rumme. Her bliver der lagt vægt på praktisk arbejde på skolens værksteder – typisk med egentlig produktion af varer, som bliver solgt – kombineret med almenundervisning efter behov. Det er en vigtig del af pædagogikken, at undervisningen ikke minder om almindelig skolegang men er meget praktisk.
Vi har ungdomsskolerne, som både har en uddannelsesforberedende del, en mere praktisk tilgang til undervisning og en række fritidsaktiviteter. Det er et tilbud til de helt unge, og det kan dække hele den unges hverdag samlet set – både dag og aften. Det er en skoleform, som både kan hjælpe de unge med at blive afklarede, klæde dem fagligt på og skabe et netværk i fritiden – ungdomsskolen kan det hele på én gang, men kun for de helt unge.
De fire skoleformer, vi har skitseret her, er grundbyggestenene i de forberedende tilbud, vi har i Danmark. Dertil kommer sprogskolerne, som kan hjælpe dem, der har behov for at få bedre danskkundskaber, inden de kan komme videre i uddannelse.
I den debat, der har været i kølvandet på, at regeringen har bedt en ekspertgruppe komme med bud på, hvad vi skal med de forberedende tilbud, bliver mulighederne næsten konsekvent beskrevet som uoverskuelige, knopskudte og vidt forgrenede. Det bliver mere eller mindre tydeligt antydet, at antallet af tilbud skaber en forvirring, som i sig selv er en barriere for, at de unges får en uddannelse.
Til det må vi spørge: Virkelig?
For ja. Det er da korrekt, at man formelt set kan kombinere de forskellige skoleformer, og at der inden for hver enkelt skoleform findes under-elementer, som så igen kan kombineres. Men uoverskueligt bliver det faktisk først, når man ser på, hvordan politikerne har tilrettelagt finansieringen af tilbuddene – og hvor de rekvireres fra.
Derfor er det ikke i udbuddet, man skal skære, for der er brug for hele paletten til en gruppe af unge, som har så forskellige forudsætninger, udfordringer og behov.
Derimod skal man hurtigst muligt rydde op i det kludetæppe af økonomi, som tilbuddene er lagt ind under. Nogle tilbud er statsligt finansieret, mens andre skal betales af kommunen – ovenikøbet af flere forskellige instanser i kommunen. Det har flere uhensigtsmæssige konsekvenser. Den værste er, at det snarere er undtagelsen end reglen, at man kombinerer skoleformerne, selv om det faktisk formelt er muligt, og selv om det tit ville give det bedste samlede forløb for den unge. I stedet går kassetænkning og hensynet til kommunekassen forud for den unges behov.
Mulighederne for at samarbejde om det helt rigtige forløb for den enkelte - og for at dele viden på tværs af skoleformer og deres finansieringsform – kan ikke opbygges på grund af en uhensigtsmæssig økonomisk forankring af området
Dét skal der ryddes op i, hvis vi vil undgå at skabe en generation no future.
Vi foreslår derfor helt konkret, at man etablerer én fælles organisatorisk ramme, som de forskellige uddannelsestilbud kan samarbejde i. Tilbuddene skal, når de sammenstykkes under den organisatoriske ramme, alle finansieres af et statsligt taxameter.
En ny, organisatorisk ramme vil give mulighed for at kombinere de forskellige uddannelser og tilbud, så de samlet bedst hjælper den unge og sikrer, at samarbejdet mellem institutionerne ikke kæntrer på grund af styring eller finansiering.
Samtidig foreslår vi, at man indfører et samarbejdstaxameter, som bliver udløst, når skoleformerne indgår et forpligtende samarbejde. Samarbejde koster ekstra, for det kræver tæt parløb om udvikling, planlægning og gennemførelse – både på lærer- og lederniveau. Et samarbejdstaxameter skal dække de ekstra udgifter.
På den måde fjerner man med et strukturelt greb de allervæsentligste barrierer for, at man får skruet en helhedsorienteret indsats sammen, som giver Frank, Emma og Martin et individuelt og overskueligt uddannelsesforløb.
Et andet afgørende greb, som skal til, er, at vi ændrer den måde, vi måler kvaliteten af tilbuddene på.
Statsministeren har bedt eksperterne finde ud af, hvordan man bedst kan måle effekten og kvaliteten af de enkelte tilbud. Vi har bedt vores medlemmer – dem, som rent faktisk arbejder med de unge i tilbuddene hver eneste dag, dem som kender de unge – komme med et bud på det samme.
For når ekspertgruppen skal se på, hvad succeskriterierne for de unge og de forberedende tilbud skal være, nytter det ikke, at de alene forholder sig til gennemførselsprocenter, to-taller og målrettet hurtighed. Det er ikke bare urealistisk – det er decideret kontraproduktivt. Det nytter ikke at se på, hvor hurtigt man kan kravle op i et træ, hvis man er en fisk!
De realistiske mål for de her unge er nogle andre.
Frem for et to-tal er det måske, at Frank i første omgang kan begrænse sit hashmisbrug til weekenden, at Emma møder op og tør sige noget hver dag, og at Martin holder ved længe nok til at gennemføre noget som helst.
Skal man opstille mål, som er realistiske for denne gruppe af unge, er det nødvendigt, at de er procesorienterede og forholder sig til de unges forudsætninger – og det afsæt, de rent faktisk har. Igen er det en afgørende, pointe, at det altså ikke altid eller kun er det faglige, som spænder ben for disse unge. Det er lige så ofte - eller i endnu højere grad - det personlige og/eller sociale.
Derfor foreslår vores medlemmer, at de unge og institutionerne bliver vurderet op mod fire overskrifter:
Det er afgørende, at vi både forholder os til den enkelte unges uddannelsesmål og fremskridt og får skabt et billede af, om tilbuddene i tilstrækkelig grad hjælper dem med at nå dem.
Disse fire overskrifter er både anvendelige og realistiske i det daglige arbejde med de unge, og når man skal vurdere, om de forberedende tilbud formår at skabe de sociale, personlige og faglige fremskridt for de unge, som er helt afgørende, hvis de skal blive robuste nok til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
De fire overskrifter kan rumme den forskellighed, der er brug for, når uddannelsesforløbene skal matche de enkelte unges mål. De rummer de unges forskellige behov og giver også mening, når man på landsplan har behov for at samle op og skabe systematisk viden med mere.
Som det med al tydelighed bør fremgå, er tidsaspektet også helt afgørende. Ting tager tid. Og nogle ting – som at lære at mestre sig eget liv på det faglige, personlige og sociale plan – tager længere tid. Haster man de her unge igennem, betyder det bare endnu et frafald. Det er altså direkte kontraproduktivt.
Til gengæld kan man, hvis man giver tiden til det, hvis man indfører en ny, organisatorisk ramme med en ensretning af finansieringen gennem et statsligt taxameter - og hvis man bruger de her langt mere realistiske og procesorienterede mål for de unge og skoleformerne – faktisk hjælpe både Frank, Emma og Martin på vej til deres drøm. Med dé greb vil vi give dem deres fremtid tilbage.
I det nye regeringsgrundlag lægger man op til en kommunal forankring af de forberedende tilbud.
Det vil jeg stærkt advare mod, for det vil stille de unge forskelligt, alt efter hvor de bor. Da de her unge flytter rigtig meget (også over kommunegrænser!), risikerer man, at et tilbud, som er en mulighed den ene dag, ikke er det den næste. Derfor er en statslig forankring det eneste rigtige.