Af Børge Pedersen, næstformand Uddannelsesforbundet

Når regeringen vil spare milliarder på ungdomsuddannelser som for eksempel VUC, produktionsskoler og erhvervsskoler, svarer det populært sagt til at tisse i bukserne for at holde varmen.

For de penge, regeringen regner med at spare i de fire kommende år, kommer vi om få år til at bruge på kontanthjælp, kommunernes udgifter til sagsbehandling af tunge sager og tabte skatteindtægter, når færre udsatte unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

Med besparelserne vil den ekstra støtte til ressourcesvage unge på skolerne blive nedbarberet.
Sådan lyder min dystre forudsigelse af de økonomiske konsekvenser, som regeringens besparelser får for mange af de såkaldt udsatte unge.

Det er de unge, der ikke klarede folkeskolens afgangsprøve i alle fag og derfor prøver igen og under andre forhold på VUC. Det er de unge på produktionsskolen, som lever en omtumlet tilværelse og ikke stoler nok på sig selv til at turde tro på, de kan noget overhovedet. Det er de socialt udsatte elever på erhvervsskolerne, der kommer fra hjem, hvor det er alt andet end normalt at tage en uddannelse eller være i arbejde.

Det er altså både unge med massive sociale og psykologiske problemer ud over de faglige, men det er også de unge, der bare lige skal have et ekstra skub for at gennemføre uddannelsen. Kort sagt problemer, der ikke forsvinder af sig selv, men som man kan forsøge at mindske med indsatser som ekstra vejledning, mentorstøtte, psykologer eller opsøgende arbejde for at mindske frafaldet.
Min frygt er, at det er noget af det første, der ryger, når smørret skal skrabes tyndere over brødet på ungdomsuddannelserne.

Det strider mod politikernes målsætning om, at flere under 25 år skal have en uddannelse, og mod tanken om, at alle unge skal med.