Debatindlæg bragt i Politiken
Af Hanne Pontoppidan, Uddannelsesforbundet & Camilla Gregersen, Magisterforbundet, m.fl.
Debatindlæg bragt i Politiken den 26. oktober.
Vi er vidne til et kæmpe svigt af de kommende generationer, hvis regeringen gennemfører de planlagte nedskæringer på 8,7 milliarder kroner på uddannelsessektoren, samtidig med at store besparelser i kommunerne rammer børneinstitutioner og skoler. Hele fødekæden til det, Danmark skal leve af i fremtiden, bliver ramt, fra daginstitutioner og grundskoler over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser.
Når vi som repræsentanter for underviserne ser på alle de forskellige institutioner og uddannelser, vi har i Danmark, ser vi undervisere, der leverer høj kvalitet til børn, elever og studerende.
Men vi ser også undervisere levere kvalitet på trods. Der er ikke de ekstra penge, der skal til for at lette trykket på overfyldte undervisningslokaler, at få lidt flere uddannede pædagoger til børnene eller ordentlige brobygningsforløb til arbejdsmarkedet.
Uddannelsessektoren har i årevis været udsat for hårde besparelser, selvom ministeren påstår det modsatte.
Der er ikke længere tale om, at besparelserne kan klares med effektiviseringer.
Der er tale om regulære nedskæringer, som rammer uddannelsessektorens kerneopgave.
Det kommer til at gå ud over kvaliteten af uddannelserne og den undervisning, de studerende vil modtage. Der bliver mindre tid til den enkelte elev - for eksempel til feedback - der bliver færre undervisningstimer og færre forskningsmidler til at nå de højeste niveauer. Nedskæringerne viser, at regeringen ikke længere betragter uddannelse som kernevelfærd.
Det er synd, for det høje vidensniveau, der følger af uddannelser af høj kvalitet, er betingelsen for, at vi kan klare os i det globale kapløb ogr dermed forudsætningen for, at vi kan skabe vækst, produktivitet og velfærd i fremtiden.
Vi opfordrer regeringen til at komme ind i kampen og konvertere nedskæringerne til en investering i fremtiden.
Medskribenter: Elisa Rimpler Bergmann (Bupl), Anders Bondo Christensen (Danmarks Lærerforening), Annette Nordstrøm Hansen (GL), Christoffer Jørgensen (Handelsskolernes Lærerforening), Uffe Rostrup (Frie Skolers Lærerforening).