Flygtninge i Danmark skal lære, hvordan det danske samfund virker, og at man skal yde for at kunne nyde, mener Venstres byrådsmedlem og gruppeformand i Hedensted Kommune, Ole Vind. Det skriver Horsens Folkeblad.

Udsagnet kommer efter, at Uddannelsesforbundet har rejst kritikken af kommunens planer om, at sprogundervisningen af voksne indvandrere skal foregå ved siden af et fuldtidsarbejde eller praktik og ifølge Horsens Folkeblad kaldte Hanne Pontoppidan kommunens strategi for ’urealistisk’.

Men Venstres Ole Vind mener, at indvandrere kan lære sprog i fritiden, ligesom man også kan efteruddanne sig i fritiden.

- Jeg har fuld respekt for Uddannelsesforbundets partsindlæg, men jeg er ikke klar over, hvilken evidens det er baseret på. Der er ikke mange, der har prøvet det, vi gør, så vi ved ikke, om det giver en hurtig sprogindlæring, men det tror vi, det gør, fordi flygtningene bliver påvirket over længere tid, siger han til Horsens Folkeblad.