Artikel bragt i Ugebrevet A4 m fl.
Artiklen er også bragt i en række andre medier herunder TV2.dk, Avisen.dk, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad.
Op mod hver fjerde dansker arbejder i dag på atypiske vilkår. Nogle kalder det daglejeri, andre hylder fleksibiliteten. Men de atypiske bliver mere typiske, og deleøkonomi og globalisering accelererer udviklingen, siger eksperter.
Undervisning er et af de områder, hvor daglejere er udbredte ifølge uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, skriver Ugebrevet A4.
Hanne Pontoppidan fortæller til ugebrevet, at arbejdspladser forsøger sig med individuelle kontrakter for at omgå overenskomstens bestemmelser, og så er der de ansatte inden for folkeoplysningen. Det er en gruppe, der tidligere havde undervisning som hobbybaseret bibeskæftigelse ved siden af et godt og sikkert fast job. Men i dag er det blevet et – ofte skrøbeligt – forsørgelsesgrundlag for dem.
- De skal leve af det. Men det sker uden sikkerhedsnet. De får ingen løn under sygdom og barsel, de har ingen gruppelivsordning, ingen pensionsopsparing. Deres efteruddannelse må de selv sørge for. Og de aner ikke, om de har arbejde om et halvt år. De er vor tids daglejere, siger Hanne Pontoppidan, der ligefrem kalder forholdene 'horrible' visse steder.
LÆS ARTIKEL